Vi er truet mere indefra end udefra

Politik

20/12/16 11:31

Nick Allentoft

Der er ikke mennesker udefra, der truer vores land eller velstand. Den største trussel er vores egen måde at tackle løsninger på.

                        (Udgivet første gang 10. sept. 2015. Genudgivet i julen 2016)

I disse år brister årtiers gode viljer. Samarbejde mellem lande nedprioriteres til fordel for nationale interesser. Denne katapulteren nedad fortsætter i nationerne, hvor borgere nu også  peger nedad. Det er en udvikling, der kun kan ende galt.

Velfærdsstat eller velfærdssamfund

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

Politikere peger fingre af de nationer, der lægger land til EU’s ydergrænser. Disse lande er oprindeligt gået med i EU i forventning om, at medlemslandene kan arbejde sammen om grænseoverskridende udfordringer. Ja, EU har endda selv udvidet fra 12 til 28 medlemslande på ganske få år med argumentet om samarbejde. For at forebygge en ny krig i Europa. For at skabe vækst og udvikling. For at styrke Europa på en global scene.

Hvordan kan mennesker, der søger mod Europa, så rejse flere tusinde kilometer uden at blive modtaget og registreret?  

Hvordan kan vi her i Danmark anskue disse mennesker med foragt og fordømmelse, når de opgiver deres tilværelse og rejser tusinder af kilometer uden andet end det tøj de går i og med små børn i hånden?

Det er helt skævt at pege på de mennesker, der kommer med en fortabt fortid og alene drømmen om en ordentlig fremtid. Når situationer, som vi har set de seneste dage, kan opstå, må man kigge bredere.

Nødråb i årevis

Borgerne, herunder også de politiske ledere, i Europa har i flere år hørt på nødråb fra lande som Grækenland og Italien. De er historisk hårdt udfordret af en konstant strøm af mennesker, der søger mod friheden og trygheden i Europa på grund af krig, fattigdom eller samfund, der er ødelagte af grusomme ledere. Men det europæiske samarbejde, sågar det internationale samfund, har leveret fiasko på fiasko i forsøgene på at finde holdbare løsninger.

Europas borgere har været vidner til forhandlinger, der igen og igen er strandet på at statsledere har større fokus på egne nationale interesser end på varige løsninger. Det stik modsatte af formålet og fundamentet for det europæiske samarbejde.

Derfor bryder det hele nu sammen om ørerne på statsledere og befolkninger. Det er tragisk. Det er forfærdeligt. Det er først og fremmest ansvarsløst af de statsledere, der er valgt af europas befolkninger til at sikre løsninger. Fred og fordragelighed. Vækst og velstand.

Det løser ingenting at pege på de mennesker, der kommer hertil. De vælger jo Europa, fordi de tror vi har det godt, og at de kan få det godt.

 

Det er mennesker

Ingen kan gennemskue, hvad der skaber forventningerne og forestillingerne i flygtende menneskers tanker og handlinger. Ingen kan kloge sig på deres vegne. Det er mennesker på flugt. Mennesker på vej mod en drøm om et bedre liv. Det er mennesker. Migranter, flygtninge eller asylansøgere er blot betegnelser vores systemer skal bruge for at forholde sig til deres ankomst. Det er mennesker!

Det er mennesker, der i stedet for at blive behandlet som uønskede kunne blive ambassadører for vores måde at leve på. I demokrati. I fred. I fordragelighed. I stedet oplever de et kaotisk og handlingslammet Europa. Ja, vi viser langt fra det ansigt, som vi selv bryster os af at bære.

 

Lad mennesker hjælpe mennesker

Derfor er det en flerdimensionel falliterklæring, når magthavere i Danmark og andre lande forsøger at bede borgere lade være med at hjælpe disse mennesker. Når de undskylder manglende løsninger ved at pege fingre af alle andre. 

Retsstaten, det demokratisk styrede land og civilisationen er skabt af mennesker, for mennesker og mellem mennesker.

Når politikere undskylder sig selv ved at pege på andre og samtidig argumenterer for at borgerne skal overlade handling til myndighederne har de reelt mistet blikket for det ansvar vi har givet dem.