Den hvide nedbør er på vej.
Lige nu læser andre
Kold og relativt tør luft strømmer ned over Danmark fra nord, og vi står op til en flot frostklar morgen flere steder.
Køligst blev det i nat ved Billund, hvor temperaturen har været nede på -7,5 grader.
Solen står op cirka mellem klokken 8.30 og 9.00, og ud ad vinduet ses måske ikke kun frosthvidt græs, men lokalt kan det også være lidt sne eller snehagl, der ligger som et fint lag på overfladen.
Der er nemlig drevet lokale byger ind over land i løbet af natten, skriver DMI.
Bygerne dannes i den kolde luft, idet luften bevæger sig henover et relativt lunt hav. I nat er bygerne blevet dannet over Kattegat, hvor de fortsat kan blive dannet i løbet af dagen og måske også den sydlige del af Skagerrak.
Læs også
Bygerne kan være både våde og hvide, men er højst sandsynligt vådest over hav og hvidest over land.
Nytårsvejret
Nytårsaftensdag lægger stærkt ud med nogen eller en del sol.
Der vil i perioder være lidt flere skyer over de sydvestlige dele af landet, men holder for de fleste tørt.
Dog kan der komme lidt snebyger til Bornholm, og i det sydvestlige Jylland kan der komme enkelte regnbyger.
Vinden bliver svag til jævn fra vest og nordvest, ved kysterne op til frisk, lokalt hård vind. Det lyder som opskriften på temmelig fint raketvejr, men det holder desværre ikke ved.
Læs også
Om aftenen driver skyer indover landet vestfra, og skyerne bringer også en del regnbyger med sig, samtidigt med at vinden tiltager fra vest og sydvest.
Når klokken slår 12 ser skyerne ud til at dække det meste af landet, men måske man kan være heldig at opholde sig lige netop mellem bygerne.
Husk at være opmærksom på den tiltagende vind, når nytårskrudtet skal fyres af.
2026
Skyerne og regnen nytårsaftensnat kan tillægges et kraftigt østgående lavtryk, der på det nye års første dag ventes at tage en bane lige nord om Danmark.
Det giver en 1. januar. der er helt perfekt til indehygge og eventuelt tømmermændsplejning.
Læs også
Det kommer nemlig til at regne og blæse fra vest, og som lavtrykket trækker længere mod øst, forventes rigtig vinterkulde at ankomme til Danmark med stedvis sne eller snebyger og mulighed for hård nattefrost.
Præcis hvor meget sne, der kommer, og hvor den falder, er dog endnu noget usikkert, skriver DMI.
Med andre ord må vi altså væbne os med tålmodighed, når det kommer til mængderne af den hvide nedbør.