Jesper Bengtson
Betalingsloven forpligter banken til at hjælpe, men ikke til at trække pengene hjem selv.
En fejltastning i netbanken kan sende tusinder af kroner til en forkert modtager, og mange danskere opdager først bagefter, at banken ikke bare kan rulle beløbet tilbage. Reglerne ligger i betalingsloven, og de trækker en skarp grænse mellem bankens pligter og den risiko kunden selv bærer, når kontonummeret er tastet forkert.
Det principielle udgangspunkt er, at udbyderen ikke hæfter, når betalingen er gennemført efter den entydige identifikationskode kunden har indtastet, altså registrerings- og kontonummer. Omvendt skal betalerens bank træffe rimelige foranstaltninger for at få beløbet tilbage, og modtagerens bank skal samarbejde og udlevere de oplysninger, der er nødvendige for at inddrive midlerne.
Finanstilsynet beskriver samme logik på forbrugersiden: Modtagerens bank kan oplyse ejeren af kontoen, så kunden selv kan rejse kravet, men banken må først følge en særlig procedure, før oplysningerne gives videre.
Fejl inden for samme bank
Når afsender og modtager er kunder i samme pengeinstitut, kan banken i princippet se, hvem pengene er landet hos. Men det giver ikke automatisk ret til tilbageførsel. I afgørelse 232/2013 fandt Det finansielle ankenævn med stemmerne 3-2, at reglerne om bankhemmelighed giver pengeinstituttet ret til at udlevere kontohaveroplysninger, men ikke en pligt til det. Ansvaret for selve fejltastningen blev placeret hos den, der brugte netbanken.
Konsekvensen er, at kunden kan bede banken formidle kontakten eller udlevere oplysninger, men ikke kan kræve, at beløbet uden videre bogføres retur.
Overførsel til anden bank
Går overførslen til en anden bank, bliver forløbet længere. Betalerens bank skal rette henvendelse til modtagerens bank, der skal medvirke til at inddrive pengene. Men hvis modtageren har brugt beløbet, stopper muligheden der.
I afgørelse 165/2016 havde en kunde overført 15.488,25 kroner til tredjemands konto. Modtageren indvilgede skriftligt i tilbageførsel, men havde allerede disponeret over beløbet, og der var ikke dækning på kontoen. Ankenævnet fandt, at banken ikke kunne pålægges at tilbageføre pengene, og henviste klageren til at rette kravet mod modtageren selv.
Når modtageren nægter at betale
Afviser modtageren at udlevere pengene, er bankens rolle udtømt. Så står kunden tilbage med et civilretligt krav, der kun kan drives videre ved domstolene. Det gælder også, når modtageren har handlet bedragerisk, altså bevidst har holdt beløbet. Banken har hverken hjemmel til at tømme en anden kundes konto eller til at træffe afgørelse om, hvem pengene tilhører.
I afgørelse 192/2021 om en overførsel på 20.000 kroner til en konto, som klageren selv havde angivet som betalingsreference, slog ankenævnet fast, at modtagerens bank ikke var forpligtet til at tilbageføre beløbet uden samtykke fra kontohaveren, og at klageren måtte rejse sit krav direkte mod den person, der havde modtaget pengene.
Frister og klagevej
Indsigelser mod fejlbehæftede betalingstransaktioner skal efter betalingsloven være banken i hænde snarest muligt og senest 13 måneder efter, at beløbet er trukket. Overskrides den ydre frist, bortfalder kravet. Forbrugerombudsmanden oplyser, at kravet om “snarest muligt” anses for opfyldt, hvis henvendelsen sker inden 14 dage efter, at kunden har opdaget forholdet.
Er banken uenig i kravet, kan sagen indbringes for Det finansielle ankenævn, der behandler tvister mellem private kunder og pengeinstitutter. Nævnet kan ikke tvinge en modtager til at betale tilbage, men det kan tage stilling til, om banken har levet op til sine pligter under betalingsloven, blandt andet om der er gjort rimelige forsøg på at inddrive beløbet, og om modtagerens bank har medvirket som forudsat.
