Forside Generelle nyheder Populær genbrugsbutik fejrer fødselsdag: 25 procent rabat på alle varer i...

Populær genbrugsbutik fejrer fødselsdag: 25 procent rabat på alle varer i butikken

genbrug, secondhand, flea market
gabriel12/Shutterstock

Fødselsdagen bliver fejret med manér.

Lige nu læser andre

Tøj, møbler, bøger og ting til hjemmet er blevet langet over disken siden 2020 i Blå Kors Genbrug på Islev Torv i Rødovre.

Lørdag den 11. oktober kan genbrugsbutikken fejre fem år med salg af genbrugsvarer, og det bliver fejret med 25 procent rabat på alle varer i butikken, fiskedam til børnene, kreativitet med mosaik og et udvalg af gode mærkevarer fra kl. 10-14.

”Vi har oplevet lige fra begyndelsen, at der har været en enorm opbakning til butikken både fra frivillige og kunder. Mange kunder kommer igen og igen, ligesom mange bidrager med gode donationer. Derfor vil vi gerne invitere alle til femårs fødselsdagsfejring med gode rabatter,” lyder det fra Jytte Jensen, der er funktions- og områdeleder for Blå Kors Genbrug i Rødovre.

Støtter et godt formål

Blå Kors Genbrug i Rødovre flyttede i sin tid ind i en tidligere dagligvarebutik, som en gruppe frivillige fik forvandlet til en flot genbrugsbutik.

”Butikken har igennem årene udviklet sig til en skøn butik med en varm og livlig stemning, og det er takket være vores gode frivillige, som gør et fantastisk arbejde,” siger Jytte Jensen.

Læs også

”Vi hører ofte fra kunderne, at de sætter pris på det store udvalg af varer og de varme smil fra de frivillige. Det gør os utrolig glade og stolte, og alle, der handler i vores genbrugsbutik, er med til at gøre en forskel for udsatte børn, unge og voksne i Danmark,” fortsætter hun.

Overskuddet fra Blå Kors’ 52 genbrugsbutikker går til organisationens sociale hjælpearbejde, som fx hjælp til børn og unge, der vokser op i familier med alkohol- og stofmisbrug, og mennesker, der kæmper med alkoholmisbrug, hjemløshed og ensomhed.

”Vi håber at se så mange som muligt til butikkens femårs fødselsdag,” lyder det fra Jytte Jensen.

Fødselsdagen fejres lørdag den 11. oktober 10-14 i Blå Kors Genbrug på Islevbrovej 24 i Rødovre.

Ads by MGDK