Alternativet får sit første byrådsmedlem

Politik

04/01/2016 20:39

Nick Allentoft

Tidligere SF'er med plads i kommunalbestyrelsen i Mariagerfjord slutter sig til det unge parti.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ved sit første folketingsvalg fik Alternativet ni mandater, men indtil videre har partiet ikke været repræsenteret i lokalpolitik.

Det bliver der nu ændret på, da Melanie Simick, som har plads i byrådet i Mariagerfjord, har meldt sig ind i partiet.

- Jeg har igennem længere tid følt et tilhørsforhold til partiet, skriver hun i et opslag på Facebook, hvor hun også uddyber:

- Jeg oplever, at Alternativets tilgang til nytænkning, iværksætteri og den grønne profil flugter rigtigt godt med mine holdninger og idealer.

Hun har frem til indmeldelsen været løsgænger, efter hun i oktober 2014 meldte sig ud af SF. 

Det skete ifølge Randers Amtsavis efter et dramatisk forløb, hvor hun valgte at trodse bestyrelsens i SF Mariagerfjord og gå med i et budgetforlig.

Det udløste en ekstraordinær generalforsamling i lokalforeningen, hvor medlemmerne støttede bestyrelsen frem for Melanie Simick.

Fra Christiansborg forklarer Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, at Simick henvendte sig til partiet for et halvt år siden, og at der siden har pågået en dialog, som nu munder ud i, at hun er blevet medlem og repræsenterer partiet i kommunalbestyrelsen.

Ordføreren lægger ikke skjul på, at det er vigtigt for partiet at blive repræsenteret lokalt.

- Når man snakker den grønne omstilling, som er fokusområde for os, så foregår rigtig meget af det lokalt, siger han til Ritzau og uddyber: 

- Det er lokale initiativer, der skal til, og derfor er det helt fantastisk, at Melanie nu repræsenterer os i Mariagerfjord, for det giver os viden og erfaring, som vi kan bruge, når vi skal føre lokalpolitisk valgkamp om halvandet år.

Alternativet stiller for første gang kandidater op til et lokalvalg, når der skal vælges medlemmer til kommunalbestyrelser og regionsråd i efteråret 2017.

Men allerede inden da kan partiet få flere lokalpolitiske medlemmer, fortæller Rasmus Nordqvist.

- Vi snakker også med andre for tiden, og det bliver afgjort fra sag til sag, siger han.

Spørgsmål: Så der kommer flere byrådsmedlemmer til Alternativet i den nærmeste fremtid?

- Ja, måske.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.