Boris bliver udenrigsminister: Glæder sig over rolle i britisk fremtid

Politik

14/07/2016 14:15

Nick Allentoft

Storbritanniens nye udenrigsminister mener, at der er god mulighed for at skrive en britisk succeshistorie.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Theresa May havde kun siddet på posten som Storbritanniens premierminister i få timer, inden hun udpegede Boris Johnson som sin udenrigsminister.

Beslutningen kom som en overraskelse for mange. Selv er den tidligere London-borgmester glad for sin nye titel.

- Vi står med en kæmpe mulighed her i landet for at skrive en succeshistorie i forbindelse med vores nye forhold til Europa og verden, og jeg er ekstremt glad for at blive bedt om at spille en rolle i dette, siger Boris Johnson efter udnævnelsen ifølge Reuters.

Boris Johnson er en af Storbritanniens mest farverige og kontroversielle politiske skikkelser.

I løbet af sin tid på den politiske scene har han fornærmet udenlandske stats- og regeringschefer adskillige gange. Senest skete det i valgkampen forud for briternes beslutning om at forlade EU-samarbejdet.

Her beskyldte han USA's præsident, Barack Obama, for at være negativt indstillet over for det britiske imperium, fordi præsidentens kenyanske rødder medførte en "nedarvet modvilje" mod Storbritannien.

Han har dog med sin humor og bramfri stil formået at få flere skandaler til at prelle af og holde fast i opbakningen fra vælgerne.

Johnson var en af frontfigurerne for fløjen, der argumenterede for et brexit. Efter folkeafstemningen blev han også nævnt som en af kandidaterne til at flytte ind på adressen Downing Street 10, selv om han aldrig har haft en regeringspost.

Det blev dog som bekendt Theresa May i stedet, og hendes valg af Johnson som udenrigsminister bliver anset for at være et skridt i retning af at forsone Det Konservative Parti.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.