Efter Putin træk: Optimisme i fredsforhandlinger

Politik

15/03/2016 11:55

Nick Allentoft

Fredsforhandlinger i Genève og en russisk tilbagetrækning er godt nyt efter fem års borgerkrig i Syrien. 270.000 er dræbt og millioner er drevet på flugt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efter fem års uro og borgerkrig lever et spinkelt håb om en politisk løsning på konflikten i Syrien. Ved indledningen af en ny runde fredsforhandlinger i Genève meddelte Rusland overraskende mandag, at landet ville begynde at trække sine styrker tilbage.   FN's Sikkerhedsråd anså på et møde bag lukkede døre mandag aften den russiske præsidents, Vladimir Putins, beslutning som et positivt skridt i den rigtige retning mod fred i landet.   - Vores diplomater har fået grønt lys til at intensivere vores bestræbelser på at opnå en politisk aftale i Syrien, sagde Ruslands FN-ambassadør, Vitalij Tjurkin, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Nu er vi i politiske forhandlinger på vej til at afslutte fjendtlighederne. Jeg tror, at rådsmedlemmerne har forstået, at den russiske beslutning viser vores dybe engagement i den politiske proces for at afslutte krigen i Syrien, fortsatte Tjurkin, 

Den russiske FN-ambassadørs ord blev fulgt op med handling. Tirsdag morgen forberedte de første russiske styrker sig på at at gøre klar til at forlade Syrien.   - Teknikere på luftbasen er begyndt at klargøre fly til de lange flyvninger tilbage til Rusland, sagde det russiske forsvarsministerium i en erklæring tirsdag og tilføjede, at militærpersonale var ved at læsse udstyr og materiel om bord i flyene.   Præsident Vladimir Putin begrundede den russiske tilbagetrækning med, at hans styrker havde opnået deres militære mål og udtrykte håb om, at fredsforhandlingerne ville føre til en løsning, der kunne afslutte den fem år lange borgerkrig.    Indledningen på den russiske tilbagetrækning og den ny runde fredsforhandlinger i Genève finder sted nøjagtig på femårsdagen for de syriske massedemonstrationer, der for første gang rystede fundamentet under præsident Bashar al-Assads styre.    Samtidig med den russiske melding fik FN's Sikkerhedsråd en rapport fra FN's særlige udsending i Syrien, Staffan De Mistura, om fredsforhandlingerne i Genève. Her håber han, at "nå til enighed om en klar køreplan for fred i Syrien."   Ifølge diplomater understregede Staffan De Mistura i sin rapport til FN's Sikkerhedsråd, at den 17 dage lange våbenhvile var skrøbelig og skulle beskyttes. For mange episoder kan undergrave ophøret i fjendtlighederne, hed det videre i De Misuras rapport.   Også USA's præsident, Barack Obama, havde efter en telefonsamtale med præsident Putin en snert af optimisme i sig efter Ruslands melding om tilbagetrækningen af landets styrker fra Syrien, oplyste Det Hvide Hus i en pressemeddelelse.   Krigen i Syrien blev antændt, da præsident Assad nedkæmpede en demonstration mod hans styre med brutal styrke.   I takt med at protesterne øgedes, resulterede reaktionerne i en blodig og kompleks borgerkrig, hvor nationale og internationale styrker har dræbt hundredtusindvis af mennesker og skabt en af de mest uhåndterlige humanitære katastrofer i årtier.   Siden borgerkrigen startede, er flere end 270.000 mennesker blevet dræbt, og flere millioner er drevet på flugt. En del af de flygtende syrere er rejst mod Europa.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.