K: Forkert mål at inkludere så mange elever som muligt

Politik

03/11/2015 14:18

Nick Allentoft

Inklusion af flere elever er ikke løsningen, og derfor har ekspertgruppe et forkert udgangspunkt, lyder det.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

- Problemet bunder i målsætningen om, at 96 procent af alle elever skal inkluderes i den almindelige undervisning i folkeskolen. 

Sådan siger undervisningsordfører for Det Konservative Folkeparti Mai Mercado i forbindelse med, at regeringen har nedsat en ekspertgruppe, der skal stå for et eftersyn af inklusionsindsatsen og komme med en række konkrete anbefalinger til arbejdet med inklusion.

Hun mener, at ekspertgruppens grundlag for at se på inklusionsindsatsen er forkert. 

Og det bunder altså i økonomiaftalen mellem den daværende regering og KL, hvor der blev lavet en målsætning om, at 96 procent af alle elever i 2015 skal inkluderes i den almindelige undervisning. 

- Der er ingen, der stiller de mere overordnet spørgsmål som, om det giver mening at sætte inklusion på formel. Kan man overhovedet lave en målsætning på tværs af kommuner og skoler, som er meget forskellige?

Mai Mercado synes, det ville være bedre at se på det, der har skabt rammen i stedet for at se på det uden for. 

- Der er en fast overbevisning om, at det skal være 96 procent af eleverne, der skal inkluderes. Men vi er langt fra i mål med inklusionsopgaven, og derfor skal vi hellere se på om man har inkluderet børnene ordentligt, frem for at inkludere flere.

Grundlaget er for snævert, mener hun og derfor bør man hellere se på, hvilke redskaber, man har til rådighed.

- Elever med for eksempel flere diagnoser kan jo være svære at rumme, og jeg kan godt forstå, at lærerne ikke føler sig ordentligt klædt på. Vi skal arbejde for en bedre inklusion, siger Mai Mercado.

Men allerede tilbage i august i år sagde undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) til Politiken, at man må se på, om målet på 96 procent er for højt sat.

- Det er ikke noget helligt tal. Eftersynet må vise, om det er det rigtige tal. Det kan være, det er det rigtige i nogle kommuner, det kan også være, at det ikke er i andre kommuner. Der er jo forskellig demografi og forskellige sociale udfordringer.

Ifølge regeringen skal ekspertgruppen gennem en række undersøgelser kortlægge udfordringerne på inklusionsområdet, som så skal munde ud i en række konkrete anbefalinger til arbejdet med inklusion, som skal være nemme for kommunerne og skolerne at iværksætte. 

Anbefalingerne skal ligge klar om seks måneder.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.