Kæmpe slagstyrke skal knuse Islamisk Stat

Politik

27/11/2015 10:34

Nick Allentoft

Den franske præsident er i gang med at samle stormagterne til et endeligt opgør med den militante organisation Islamisk Stat i Syrien og Irak.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

François Hollande og Vladimir Putin er enige. Terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) skal angribes hårdt.

Den franske præsident ankom torsdag aften til Ruslands hovedstad, Moskva, for at drøfte situationen med præsident Putin. De gik til stålet med det samme.

- Vor fjende er Daesh, Islamisk Stat. Den har territorium, en hær og ressourcer, så vi må skabe denne store koalition for at ramme disse terrorister, sagde Hollande ved begyndelsen af mødet i en udtalelse, der blev transmitteret af russisk tv.

- Jeg er i Moskva for sammen med dig at se på, hvordan vi kan samarbejde og koordinere, så vi kan ramme denne terrorgruppe og også finde en fredsløsning, fortsatte den franske præsident.

Inden kameraerne blev slukket, svarede Putin, at han er klar.

- Det får os til at forene vore tiltag mod den samme ondskab. Vi er klar til dette samarbejde, sagde han ifølge det franske nyhedsbureau AFP

Det er blodige og dramatiske begivenheder, der ligger bag det maraton-diplomati, som Hollande har været i gang med hele ugen, og som bragte ham til de inderste kontorer i Kreml.

Frankrig blev ramt af det store terrorangreb i hovedstaden Paris den 13. november, da mindst 130 mennesker blev dræbt.

Terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) har taget skylden for attentatet.

Den 31. oktober blev et russisk passagerfly sprængt over Sinai-ørkenen. 224 mennesker blev dræbt.

Islamisk Stat har også taget skylden for dette angreb.

Da det stod klart, at flyet var blevet sprængt, begyndte Rusland at ændre på målkoordinaterne under luftangreb i Syrien. 

Det russiske luftvåben blev tidligere i efteråret sat ind i den syriske krig for at hjælpe præsident Bashar al-Assads regime.

Indtil passagerflyet blev sprængt, angreb russerne forskellige oprørsgrupper i Syrien, men ikke direkte IS.

Det har ændret sig. Fly fra Rusland, Frankrig og den amerikansk-ledede koalition, der blandt andet består af flere arabiske lande, bombarderer nu IS.

Men der mangler koordinering og samarbejde, og det forsøger Hollande at få i stand.

Tysklands regering sagde tidligere torsdag, at den vil bidrage til kampen med fire til seks Tornado-rekognosceringsfly, optankningsfly, satellitstøtte og en fregat.

Storbritanniens premierminister, David Cameron, sendte torsdag en rapport til parlamentets udenrigsudvalg for at argumentere for, at briterne skal angribe IS i Syrien.

Han sagde dog ifølge Reuters, at han ikke bringer det til afstemning i parlamentet, før han er sikker på et ja.

I 2013 stemte parlamentet nej til at sætte krigsfly ind i konflikten i Syrien.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.