Løkke: Vi kan hjælpe 10 gange flere i nærområderne

Infrastruktur

09/10/2014 13:10

Nick Allentoft

Det er ikke realistisk, at Danmark går enegang med DF's forslag. Men debatten er interessant, mener Løkke.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er ikke afvisende over for at tale om krigsflygtninge med udgangspunkt i Dansk Folkepartis flygtningeforslag.

Dansk Folkeparti foreslår, at flygtninge fra verdens krige og konfliktområder skal sendes videre til flygtningelejre i Afrika og Mellemøsten. Fra flere sider er forslaget blevet kritiseret for at gå for vidt i forhold til internationale konventioner.

Lars Løkke Rasmussen tager dog ikke afstand fra forslaget:

- Det er et interessant forslag. Det er ikke det sammen som, at jeg siger, at det er jeg enig i, siger Lars Løkke Rasmussen, der torsdag deltager i Folketingets afslutningsdebat.

- Man er nødt til at se på folk, der er individuelt forfulgte og opfylder konventionernes bestemmelser, og så det fænomen at folk ikke er individuelt forfulgte, men gerne vil væk fra en ulykkelig situation. 

- Det kommer vi til at se mere af ude i verden. Det kan være hungersnød, klimakatastrofer eller krige. Der er vores prioritet, at man skal hjælpe i nærområderne, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han mener ikke, at det er en naturlig situation, at flygtninge bevæger sig om "på den anden side af jordkloden", når de flygter fra eksempelvis Syrien.

- Der er det en udfordring, at de mest priviligerede, som ikke er individuelt forfulgte, via menneskesmuglere og andet kan komme om på den anden siden af jordkloden.

- Der er det relevant at starte en debat. Det vil vi også gerne selv gøre, hvis vi kommer i en situation, hvor vi kan starte en europæisk debat, siger Lars Løkke Rasmussen, der lige nu ifølge meningsmålingerne har udsigt til at blive statsminister ved næste valg.

I den debat med de øvrige europæiske lande vil Venstre lægge vægt på, at man åbner for individuelt forfulgte flygtninge, men til gengæld hjælper krigsflygtninge i nærområderne.

- Vi kunne hjælpe 10 gange flere, hvis vi hjalp i nærområderne. Er det her forslag så en løsning på det problem, vi står i lige nu? Det tror jeg ikke. Det er ikke realistisk, at Danmark som det eneste land i Europa er i stand til at gå ind i den løsning. Det er ikke det samme som, at det ikke er interessant.

- For man er nødt til at forholde sig til, at siden konventionerne blev skrevet med udgangspunkt i forrige århundredes krige, så står vi nu i en anden verden. Da de danske jøder flygtede, gjorde de det over Øresund. De flygtede ikke om på den anden siden af jordkloden.

- Det internationale samfund er nødt til at forholde sig til det her. Derfor hælder vi ikke bare diskussionen ned ad brættet, siger Løkke.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce