Radikale advarer mod overbud i dagpengeforhandlinger

Politik

19/10/2015 22:35

Nick Allentoft

Morten Østergaard så helst, at kommissionens forslag blev gennemført fra ende til anden uden ekstra penge.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, er ovenud begejstret for de anbefalinger, som Dagpengekommissionen mandag har præsenteret som oplæg til et fremtidigt dagpengesystem.

- De har levet op til forventningerne og lidt til. Jeg synes virkelig, det er et godt forslag, der viser, hvor vigtigt det var, at vi gav eksperter og parter mulighed for at arbejde sig til bunds. Jeg tror, alle kan se, at de ændringer, de foreslår, er sund fornuft.

Dagpengekommissionen

Dagpengekommissionen har i to år arbejdet på et udspil til et nyt dagpengesystem. Læs alle artikler her.

Østergaard sad selv i regering, da Dagpengekommissionen blev nedsat. Og hans parti var afgørende for, at dagpengereformen fra 2010, som kommissionen nu foreslår ændret, i sin tid blev opretholdt under den socialdemokratisk ledede regering.

Østergaard lægger dog ikke skjul på, at dagpengereformen havde mangler. Indfasningen af den nye toårige dagpengeperiode kalder han for "absurd".

- Man kunne næsten have sagt sig selv, at det ville skabe problemer, siger han og påpeger, at den tidligere regering ad flere omgange forsøgte at afbøde konsekvenserne af reformen.

De ændringer, kommissionen lægger op til, er blandt andet at ledige skal opnå retten til at forlænge dagpengeperioden fra to til maksimalt tre år, hvis de arbejder undervejs.

Samtidig foreslår kommissionen, at ledige, der under dagpengeperioden tager job til en lavere løn end deres oprindelige, ikke skal have nedjusteret deres dagpengesats.

For at skaffe penge til det indføres to dage uden dagpenge hvert kvartal, såkaldte karensdage. Man slipper for karensdage, hvis man arbejder mindst en uge om måneden i den foregående periode.

Fagbevægelsen, der har været med i kommissionen, er dog kritisk over for karensdagene og mener, at dagpengesystemet i stedet bør tilføres flere midler.

Morten Østergaard er klar til gøre kommissionens forslag til virkelighed, hvis der ellers kan skaffes flertal for det. 

Det kan der dog næppe, da både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti mener, at systemet bør tilføres flere midler, mens kommissionens forslag er baseret på de penge, der er i dag.

- Jeg er helt opmærksom på, at der er andre, der har en anden holdning end mig, men det må man så diskutere. Det er en prioriteringssag i sidste ende. 

- Jeg vil opfordre til, at der ikke går overbud i det her. Hver eneste gang, vi tager en krone udefra i stedet for kommissionens helt afbalancerede forslag, så er det penge, der kunne have været brugt på for eksempel flere pædagoger i daginstitutionerne.

- Penge kan kun bruges en gang. Jeg håber, at vi kan holde det på et minimum, siger Morten Østergaard.

Han understreger dog, at De Radikale er klar til at gå med i en aftale, selvom den koster flere penge.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.