Danmark har plads til flere flygtninge, mener flere medlemmer i Socialdemokraternes bagland.

S-bagland ønsker kursskifte fra partitop om kvoteflygtninge

Politik

14/09/2017 10:37

Nick Allentoft

Der kommer så få asylansøgere til Danmark, at det igen er tid til at lukke op for FN-flygtninge. Vi mangler hænder på arbejdsmarkedet, lyder det fra Sønderborg.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er fortsat så store problemer med at integrere flygtninge i det danske samfund, at vi ikke kan kapere at tage imod de 500 årlige såkaldte FN-kvoteflygtninge, som vi tidligere har gjort.

Sådan lyder holdningen fra Socialdemokratiet på Christiansborg, der dermed bakker op om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Men S-toppens linje bliver udfordret af baglandet, der mener, at tiden er kommet til igen at tage imod et antal flygtninge fra FN-lejre rundt om i verden.

- Vi skal tage vores del. Vi har et ansvar som et rigt samfund, siger Svend Erik Petersen, der er byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Sønderborg Kommune.

Integration - det væsentlige

Vi samler alle væsentlige historier om integration på denne tema-side

I 2015 var der 21.000 personer, der søgte asyl i Danmark. Det tal styrtdykkede til 6235 personer i 2016. Og i år regner regeringen med, at endnu færre vil søge beskyttelse her i landet.

- I og med at vi får så få flygtninge nu her, er der rum til, at vi kan integrere dem i vores kommune, siger Svend Erik Petersen.

- I vores kommune mangler vi efterhånden hænder. Det er rigtig godt, at vi får nogle ind, som kan hjælpe med at lave det arbejde, som skal laves. For eksempel inden for hjemmeplejen.

- Vi må også godt vise, at vi er socialdemokrater, som taler den svage parts sag, mener Svend Erik Petersen.

I 2016 suspenderede Inger Støjberg modtagelsen af kvoteflygtninge. Det skete med støtte fra blandt andet Socialdemokratiet, hvilket førte til heftig debat på partiets kongres sidste år. 

Men partiet står stadig ved sin støtte til Støjbergs linje, fastslår udlændingeordfører Dan Jørgensen (S).

Han kan ikke genkende billedet af, at integrationsproblemerne skulle være løst. Og han henviser til, at de mange flygtninge, der kom til Danmark i 2015, snart kan søge om at få deres familie hertil.

- Uanset at tallet er gået ned, så er der rigtig mange, som vi har store integrationsproblemer med. Så bliver vi altså nødt til at sige, at vi skubber det med kvoteflygtningene, så vi kan kapere dem, siger han.

Partitoppen kan dog godt forvente, at spørgsmålet kommer op, når Socialdemokratiet mødes til kongres i Aalborg i weekenden. 

En rundspørge, Ritzau har foretaget til socialdemokratiske regions- og byrådsmedlemmer samt lokalformænd, viser, at mange af partiets græsrødder mener, at det er på tide at tage kvoteflygtninge.

Af de 202, der har svaret, mener 164, at Danmark igen bør tage imod kvoteflygtninge i lyset af det faldende asyltal.

Undersøgelsen er ikke repræsentativ, og det er langt fra alle de 919 adspurgte, der har svaret på Ritzaus spørgsmål.

En af dem, der er utilfreds med partilinjen, er Özkan Kocak, der sidder i regionsrådet i Region Hovedstaden. Han mener, at Danmark sagtens kan håndtere at tage imod kvoteflygtninge.

- 500 er jo ingenting i forhold til hvor mange millioner mennesker, der er i nød i nærområderne, siger han.

- Det er dem, der er mest i nød og har levet måske flere generationer i forskellige FN-lejre. De har flygtningestatus, og alle deres sager er gennemgået.

Jens Hedegaard, der sidder i byrådet i Frederikshavn, mener, at Danmark "som minimum" bør begynde at tage imod kvoteflygtninge igen. Så længe man sondrer mellem økonomiske migranter og flygtninge.

- Der er nogle steder, hvor man ganske enkelt laver udryddelser mod hele menneskeheden. Det kan man ikke sidde og se på, siger han.

Dan Jørgensen erkender, at der er et dilemma.

- Vi ville egentlig helst have, at man kun tog kvoteflygtninge. Det er den bedste måde at fordele flygtninge i verden på, siger han.

- Men eftersom vi ikke kan gøre noget ved dem, der kommer hertil, fordi vi er underlagt konventionerne, så bliver vi desværre nødt til i nogle år at sige nej til kvoteflygtninge.

- For vi kan simpelthen ikke kapere samlet set så stort et antal.

FAKTA: Socialdemokratiets bagland om kvoteflygtninge Danmark bør tage imod kvoteflygtninge igen i lyset af det faldende asyltal, mener en andel af S-baglandet.

En rundspørge, Ritzau har foretaget i det socialdemokratiske bagland, viser, at medlemmerne mener, at tiden er kommet til igen at tage imod kvoteflygtninge.

919 lokalformænd og regions- og byrådsmedlemmer er spurgt til deres holdning.

217 har svaret. Dermed er rundspørgen ikke repræsentativ, men den kan give et indtryk af stemningen i S-baglandet.

* Spørgsmål: Bør Danmark tage imod kvoteflygtninge igen i lyset af det faldende asyltal?

* Ja: 164 personer.

* Nej: 24 personer.

* Ved ikke: 14 personer.

Kilde: Ritzau.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.