Spaniens nordlige region Catalonien er drejet ind på kollisionskurs med den spanske regering, efter at separatistpartier har sikret sig et absolut flertal ved et vigtigt valg til regionens parlament søndag.
Med mere end 80 procent af stemmerne talt op står det klart, at det ender med et absolut flertal til de partier, der går ind for selvstændighed til Catalonien, skriver Reuters.
Artur Mas, som er Cataloniens præsident, har erklæret sejr til løsrivelsesbevægelsen.
- Catalanerne har stemt ja til uafhængighed, siger Mas.
Tilsammen har separatistpartierne fået 73 af de 135 pladser i regionalforsamlingen, viser de officielle resultater. Der skal 68 til at have flertal.
Den største løsrivelsesgruppe, Junts pel Si (Sammen for ja), står til at få 63 pladser, mens det mindre, venstreorienterede parti CUP ser ud til at sikre sig 10 pladser, viser resultaterne.
Sammen får de to partier 47,48 procent af stemmerne.
Valgdeltagelsen lå omkring 63 procent klokken 18, to timer inden valglokalerne lukkede. Det var næsten syv procentpoint højere end ved det seneste regionalvalg i 2012.
Begge partier har sagt, at hvis de får flertal, vil de ensidigt erklære uafhængighed inden for 18 måneder.
I Barcelona fejrer tilhængere af Junts pel Si valgsejren med slagord om uafhængighed, mens de flager med separatisternes rødgule flag med en hvid stjerne på en blå trekant.
Den spanske regering i Madrid har sagt, at den vil blokere for en løsrivelse via domstolene, fordi det er i strid med den spanske forfatning.
Den spanske regering afviste sidste år at lade catalonierne holde en bindende folkeafstemning om ja eller nej til løsrivelse. Da de selv valgte at holde en mere symbolsk afstemning i november sidste år, stemte 80 procent af dem, der deltog, for selvstændighed.
Madrid har advaret om, at Catalonien vil falde ud af EU og miste euroen, hvis regionen river sig løs og bliver selvstændig.
Men separatisterne i den rige region mener, at catalonierne får mindre tilbage fra Madrid, end de betaler i skat.
/ritzau/Reuters