Socialstyrelsen politianmelder tre frivillige foreninger for svindel

Social

12/10/2018 09:36

Nick Allentoft

Tre foreninger har modtaget samlet over tre millioner kroner. De er nu anmeldt for svindel.

Socialstyrelsen politianmelder tre frivillige foreninger for svindel.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Foreningerne har modtaget midler til 25 projekter fra 2014 til i dag. Midlerne er modtaget fra ansøgningspuljer på børne- og socialområdet.

Læs om skandalerne

Vi samler historier om skandaler og sager på tagget "skandaler". Interesseret i at lære og mindes, så klik her.

De har primært modtaget fra civilsamfundsområdet, blandt andet ansøgningspuljen til frivilligt socialt arbejde (PUF), udlodningspuljen til særlige sociale formål og ansøgningspuljen til sommerferiehjælp. 

Den ene forening har fra 2014-2017 modtaget cirka 2,2 millioner kroner, den anden har fra 2015-2017 modtaget cirka 1,2 millioner kroner, og den tredje forening har fra 2017-2018 fået cirka 1 millioner kroner.

Styrelsen har politianmeldt foreningerne den 8. oktober til Københavns Politi.

Politiet bliver bedt om at undersøge, om der kan rejses tiltale for overtrædelser af straffelovens paragraf om svig i forhold til offentlige midler, dokumentfalsk og overtrædelse af bogføringsloven.

Socialstyrelsen skriver i pressemeddelelsen, at den ikke har kunnet konstatere en sammenhæng mellem denne sag og en verserende sag om muligt underslæb.

Tirsdag oplyste styrelsen, at en kvindelig tidligere betroet medarbejder i styrelsen mistænkes for at have svindlet for 111 millioner kroner over en lang årrække.

Direktør for Socialstyrelsen, Birgitte Anker, udtaler i forbindelse med den nye sag om foreningerne:

- I forbindelse med en udbetaling til en af foreningerne opdager vi en uregelmæssighed, der fører til en nærmere undersøgelse af tilskud betalt til denne og to andre foreninger, hvor der tilsyneladende er nogle fællestræk. 

- Vi beder derfor foreningerne om at dokumentere, at projekterne er gennemført korrekt. Da vi ikke har kunnet få det bekræftet, har vi nu indgivet en politianmeldelse. Vi samarbejder med politiet og er stærkt optaget af at komme helt til bunds i sagen, siger hun i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce