Storkonflikt truer: Offentligt ansatte varsler strejke

Velfærd

02/03/2018 12:00

Freja Eriksen

Der er varslet konflikt i kommuner og regioner. Konflikten kan træde i kraft 4. april.

Vejen mod en eventuel storkonflikt er blevet en smule kortere fredag formiddag.

Forhandlingsfællesskabet for de offentligt ansatte i kommuner og regioner skriver i en pressemeddelelse, at man har varslet konflikt med virkning fra 4. april.

Og fra Dansk Magisterforening forlyder det, at de statsansatte har taget samme skridt.

- De offentlige arbejdsgivere i staten, kommunerne og regionerne er i færd med at sætte afgørende dele af den unikke danske sammenhængskraft ud af spil.

- Derfor er vores konfliktgrundlag, at der skal være fremskridt og ikke forringelser for alle ansatte i kommuner og regioner, hedder det i pressemeddelelsen fra Forhandlingsfællesskabet.

Nogenlunde samme toner lyder fra Camilla Gregersen, der er formand for Dansk Magisterforening.

OK'18 tema på DenOffentlige

Vi samler alle historier om overenskomstforhandlingerne på en fælles temaside. Følg forhandlingerne her.

Historier om tidligere overenskomster finder du her.

Skal I være med? Kontakt os.

- Vi ønsker ikke en konflikt. Men vi må også være ærlige og sige, at det, vi er blevet præsenteret for ved forhandlingsbordet, er meget langt fra noget, vi kan være med på, siger hun.

Forhandlingerne om nye overenskomster på det offentlige område begyndte lige efter nytår.

Parterne har dog stået stejlt over for hinanden, særligt hvad angår økonomien.

Lønmodtagerorganisationerne mener, at de offentligt ansatte har holdt igen de seneste mange år og derfor skal belønnes nu, hvor dansk økonomi er i topform.

Omvendt mener de offentlige arbejdsgivere ikke, at det offentlige skal være lønførende og har derfor haft et meget lavere udgangspunkt.

Derudover er man også uenige om den betalte spisepause.

Konfliktvarslet betyder, at parterne nu skal mødes i Forligsinstitutionen for at prøve alligevel at nå frem til et kompromis.

Forligsmanden har mulighed for at udskyde konflikten med to uger to gange, hvis hun vurderer, at yderligere forhandlinger kan bane vejen for et overenskomstforlig.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce