Theresa May indleder konservativ partikongres i massiv modvind

Politik

01/10/2017 18:49

Nick Allentoft

Den britiske premierminister Theresa Mays konservative parti holder partikongres, hvor tusindvis demonstrerede

Søndag begyndte det britiske, konservative regeringspartis partikongres, der bliver afholdt i Manchester og løber over fire dage.

Tusindvis af briter valgte i den anledning at demonstrere i Manchester mod det konservative parti og Brexit - Storbritanniens udgang af EU.

Demonstranterne råbte slagord og viftede med Den Europæiske Unions flag, mens de marcherede gennem Manchesters gader, hvor politiet var massivt til stede.

De kræver, at Storbritannien bliver i EU, og opfordrede den britiske premierminister, Theresa May, til at omfavne tættere bånd med Europa.

Det var sidste år, at briterne ved en folkeafstemningen stemte for at forlade EU.

Paolo Orrigo, administrerende direktør i en virksomhed, der importerer varer fra Italien, har hele sit liv stemt konservativt, men har nu skiftet til De Liberale Demokrater, et pro-EU parti.

- Vi ser allerede konsekvenserne. Brexit er et hus bygget på sand. Det vil falde om, det er det rene galskab.

- Theresa May er en zombie. Hun kommer ikke til at holde, siger han.

Den EU-venlige demonstration var ikke den eneste, der blev holdt i anledningen af partikongressens åbning.

Ved en anden demonstration blev der råbt "Tories, ud, ud, ud", som er slang for De Konservative parlamentsmedlemmer.

Efterårets partikongres er den første siden valget i juni, hvor May mistede sit flertal i parlamentet.

I et tv-interview med BBC tidligere søndag undskyldte May for valget.

- Vi har lyttet til den besked, der kom fra det valg. Men jeg har været meget klar, jeg udskrev valget, jeg ledte kampagnen, jeg tager mit ansvar, og jeg er ked af, at nogle meget gode medlemmer af parlamentet mistede deres sæder, sagde hun.

Her sagde hun desuden, at den britiske regeringsdepartementer arbejder på en plan for, hvad de skal gøre, hvis Brexit-forhandlingerne med EU kollapser uden en aftale.

Der har været krav fra nogle i partiet om, at May trækker sig. Den årlige partikongres vil May forsøge at bruge til at nulstille sin dagsorden, tilbyde penge til studerende og til de mennesker, som ifølge May "kun lige klarer sig" i Storbritannien.

Den konservative partikongres fortsætter indtil onsdag, hvor May som den sidste holder en tale.

/ritzau/Reuters

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.