Udvist superstudent vender tilbage til Danmark

Politik

02/02/2016 15:21

Nick Allentoft

Den udviste Marius Youbi har fået ansættelse i KK Wind Solutions og vender inden længe tilbage til Danmark.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den 31-årige Marius Youbi, som blev udvist af Danmark en uges tid før nytår, vender nu atter tilbage til Danmark, hvor han har fået en stilling som ingeniør hos virksomheden KK Wind Solutions.

Det skriver Herning Folkeblad tirsdag.

Integration - det væsentlige

Vi samler alle væsentlige historier om integration på denne tema-side

- Det er en rigtig god nyhed. Jeg kan slet ikke beskrive min glæde, siger Marius Youbi til Herning Folkeblad.

Han har fået opholdstilladelse efter den såkaldte beløbsordning, hvor kravet er en ansættelseskontrakt og en løn på minimum 375.000 kroner om året.

Opholdstilladelsen betyder også, at Marius Youbi nu kan afslutte sin ingeniøruddannelse i Danmark.

KK Wind Solutions' udviklingschef, Henrik Lykke Christiansen, siger til Herning Folkeblad, at virksomhedens ansættelse af Marius Youbi har været vigtig af flere årsager.

- For det første synes vi, at Marius skal have lov til at gøre sin uddannelse færdig. For det andet har vi med jobtilbuddet taget forskud på en ansættelse, der sikkert ville være sket senere alligevel, siger Han.

Det vakte stor debat, da Marius Youbi fik at vide, at han skulle forlade Danmark. Ikke mindst på grund af de gode karakterer han fik på sit studie.

Han fik topkarakterer på stribe, og som afslutning på sit femte semester på Aarhus Universitets Ingeniørskole i Herning fik han tre 12-taller, lige inden han blev udvist.

Camerouneren fik ikke forlænget sin opholdstilladelse, fordi han i perioder havde arbejdet mere end de 15 tilladte timer om ugen ved siden af sit ingeniørstudie.

Siden Marius Youbi kom til Danmark, har han ifølge Jyllands-Posten selv betalt 46.000 kroner for hvert semester, da han ikke er berettiget til ydelser, fordi han er studerende fra et såkaldt tredjeland. Han har finansieret uddannelsen ved hjælp af studiejob.

Marius Youbi regner med at være tilbage i Danmark om cirka 14 dage, og den nye opholdstilladelse løber i første omgang til 2018, hvor den kan forlænges, hvis han stadig er i en dansk virksomhed.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.