V-borgmestre kritiserer spareplaner for beredskabet

Infrastruktur

22/11/2015 06:35

Nick Allentoft

Beredskabscentre står til at blive lukket, hvis besparelse på 125 millioner kroner bliver ført ud i livet.

En række Venstre-borgmestre kritiserer nu regeringen for at fastholde en millionbesparelse på det statslige beredskab i en tid, hvor der er både er en øget terrortrussel og et stigende flygtningepres.

Det skriver Jyllands-Posten.

I 2014 indgik SR-regeringen en aftale med Venstre og Dansk Folkeparti om at spare 125 millioner kroner på beredskabet og bruge pengene på vækstaftalen i stedet. 

Den beslutning står ved magt i den netop indgåede finanslov, hvor besparelsen er indarbejdet uden dog at blive nævnt med et ord.

En af konsekvenserne bliver sandsynligvis, at nogle af de regionale beredskabscentre må lukke.

- I den helt aktuelle situation inddrager man beredskabscentrene i forhold til at håndtere asyludfordringen. Så det ser mærkeligt ud, at man vil gennemføre besparelsen, siger Thisteds borgmester, Lene Kjelgaard Jensen (V), til Jyllands-Posten.

Borgmestrene mener, at en lukning af provinsens beredskabscentre heller ikke flugter med regeringens ambition om at sikre flere statslige arbejdspladser i provinsen.

Selvom de borgerlige partier i Folketinget alle er med i finanslovaftalen, har flere af dem talt om at rulle hele eller dele af besparelsen tilbage.

De Konservatives partiformand, Søren Pape, sagde inden forhandlingerne, at besparelsen skulle "rulles tilbage".

Samme melding lød fra Dansk Folkepartis Marie Krarup.

Enhedslisten vil nu tage partierne på ordet og fremsætte et forslag om at annullere besparelserne. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.