Salget i detailhandlen faldt med 3,2 procent fra maj til juni. Foto: Shutterstock
Salget i detailhandlen faldt med 3,2 procent fra maj til juni. Foto: Shutterstock

Falder med 3,2 procent - kan koste arbejdspladser

Forbrug

28/07/2022 14:07

J. Bøgen

Vi kan godt begynde at indstille os på, at det vil få arbejdsløsheden til at stige.

Ligesom fra april til maj, faldt detailsalget også fra maj til juni. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Fra maj til juni faldt detailsalget således med 3,2 procent, og vi kan godt begynde at indstille os på yderligere fald i den nærmeste fremtid.

Det vurderer Danske Banks cheføkonom, Las Olsen.

"Det kan godt fortsætte noget tid endnu. Vi er færdige med at flytte vores forbrug tilbage til rejser og fester, men vi er ikke færdige med at blive fattigere," siger han til TV 2.

Mindre shopping for samme beløb

Den historisk høje inflation, der præget 2022 indtil videre, bærer en stor del af skylden for det faldende detailsalg.

I juni var priserne således 8,2 procent højere end for et år siden. Det er den højeste inflation i næsten 40 år.

Og det betyder, at det simpelthen ikke er lige så sjovt at gå i butikker længere, fordi man ikke kan få lige så meget for pengene, som man har vænnet sig til.

"Vi kan se, at folk bruger lige så mange penge i butikker, som de har gjort hele året, men man får mindre og mindre for dem," fortæller Las Olsen til TV 2.

Kombinér inflationen med danskernes syn på økonomien, så har du en farlig cocktail for købelysten. Forbrugertilliden i juli blev nemlig opgjort til minus 25,6 - det laveste niveau nogensinde. Ja, også lavere end under finanskrisen i slutningen af 00'erne.

Vil koste arbejdspladser

Selvom det er nødvendigt at få bremset det massive forbrug og salget i detailhandlen, kommer det stadig til at kunne mærkes for danskerne.

Og der er da også grund til at have rynkede bryn, mener Las Olsen. For selvom det er nødvendigt at sætte en stopper for forbrugsfesten, betyder det ikke, at alle slipper helskinnede igennem det faldene salg.

"Det bliver svært at undgå en stigende arbejdsløshed og en periode med flere økonomiske problemer i et år eller to," fortæller han.

I øjeblikket er beskæftigelsen i Danmark på sit højeste nogensinde og steg i maj for 16. måned i træk.

Bruger renten til at dæmpe inflationen

Danmarks Nationalbank hævede i sidste uge sin rente fra -0,6 procent til -0,1 som en reaktion på, at Den Europæiske Centralbank havde hævet sin rente med et halvt procentpoint.

Det fik en række danske pengeinstitutter til helt at fjerne negative indlånsrenter, som har betydet, at danskerne har skullet betale penge for at have et vist beløb stående i banken.

Rentestigningerne betyder, at det bliver dyrere for danskerne at låne penge. Men rentestigningerne vil ifølge Las Olsen også kunne mærkes på forbruget fremover.

Man har historisk set brugt det at hæve renten, når inflationen skal presses ned. De høje priser skyldes nemlig at der "grundlæggende er for mange penge, der vil købe for få ting", forklarer Las Olsen.

Ved at give danskerne færre penge mellem hænderne kan man sænke efterspørgslen og dermed sørge for, at priserne falder.

Tirsdag satte den amerikanske centralbank (FED) renten op med 0,75 procentpoint, ligeledes for at bekæmpe inflationen. Det bringer den amerikanske rente op på 2,5 procent.

Detailhandel

Detailhandel er handel med varer og tjenester i mindre mængder og direkte til forbrugeren.

Detailomsætningsindekset viser den månedlige udvikling i omsætningen i de forskellige brancher inden for detailhandlen, som overordnet kan inddeles i tre kategorier: fødevarer og andre dagligvarer, beklædning mv. samt andre forbrugsvarer.

Kilde: Danmarks Statistik

Mest Læste

Annonce