Det kan udvikle sig til en farlig situation.
Lige nu læser andre
Du har måske selv oplevet det. Cyklister triller frem for rødt lys, og placerer sig på tværs af fodgængerfeltet eller endda næsten ude på den krydsende vejbane, til gene for både fodgængere, andre cyklister og bilister.
Det er en udbredt dårlig vane for danske cyklister at stjæle et par meter i lyskrydset, mens man holder for rødt. Det viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov for Gjensidige.
I undersøgelsen svarer seks ud af ti danskere, at de har oplevet cyklister, der holder til gene for fodgængere og anden trafik, mens de holder for rødt lys.
Selvom det er godt for både sundheden og miljøet, når danskerne cykler, er det en rigtig dårlig vane at placere sig midt i krydsende trafik mener Lene Rasmussen, der er skadedirektør i Gjensidige.
“Det kan være farligt, når cyklister placerer sig forkert i kryds – for eksempel foran biler eller uden for cykleboksen. Stoplinjerne på trafikkryds er lavet af en grund, nemlig at sikre, at cyklister ikke kommer i karambolage med den øvrige trafik, og derfor bør man altid overholde dem.”
Læs også
Desuden kan cyklister nemt blokere for andre trafikanter der færdes i trafikken, pointerer Lene Rasmussen.
“Det er muligt, at man kan komme til at blokere for biler, busser eller fodgængere, hvis man ikke holder korrekt. Det kan skabe farlige situationer og gøre trafikken mindre glidende, især når drejende biler skal bevæge sig udenom cyklisten,” forklarer hun.
Husk den gode cykelkultur
Ifølge tal fra Vejdirektoratet har 67 procent af danskerne en cykel, mens de fleste cyklister findes i de større byer.
Hvis man er vant til at hoppe på cyklen, har Lene Rasmussen derfor en klar opfordring.
“Selvom det kan være fristende at glide lidt udenfor cykelboksen for at komme hurtigere frem, er det en dårlig ide. Husk at overholde færdselsreglerne og husk den gode cykelkultur – ikke kun for de andre trafikanters skyld, men lige så meget for din egen skyld.”