Puljen er åben frem til 30. november.
Det er ikke nogen hemmelighed, at det gennem de seneste år er blevet markant dyrere at få hverdagen til at hænge sammen.
I den forbindelse kigger leder mange efter tilbud i supermarkedet, men faktisk kan mindre ændringer i hjemmet også få stor betydning for både økonomien.
Energiforbedringer kan hurtigt betale sig selv hjem, og derfor følger flere også med, når der kommer nye muligheder, som kan gøre større boligprojekter mere overkommelige.
Nu er der igen godt nyt til danskere, som overvejer at investere i en mere energieffektiv bolig.
200 millioner kroner
Puljen har fået tilført 200 millioner kroner ekstra i 2026 og giver boligejere mulighed for at søge tilskud til at skifte olie-, gas-, el- eller biokedel ud med en varmepumpe.
Formålet med puljen er at støtte klimavenlige konverteringer hos danske boligejere, så Danmark kan spare energi og mindske udledningen af CO2.
“Det er godt, at vi kan åbne Varmepumpepuljen igen så kort tid efter, at de ekstra midler er faldet på plads,” siger Sarah Hundebøl, som er kontorchef for energineutrale bygninger i Energistyrelsen, og fortsætter:
“Det betyder, at boligejere allerede hen over sommeren kan søge tilskud til at skifte olie- eller gasfyret ud med en varmepumpe.”
Varmepumpepuljen lukkede den 11. maj 2026, fordi der på det tidspunkt var fuldt afløb for de midler, der var afsat.
Fra ansøgning til udbetaling
Et tilsagn fra Varmepumpepuljen er et løfte om tilskud, som bliver udbetalt, når varmepumpen er installeret og arbejdet er betalt.
“Vores vigtigste råd er: Tal med en installatør og undersøg hvilken varmepumpe, der overholder kravene og passer til din bolig. Søg så tilskud, vent på tilsagn og gå i gang med arbejdet. Så er du godt på vej til at få tilskuddet udbetalt, når varmepumpen er installeret,” siger Sarah Hundebøl.
Du må gerne kontakte installatører og indhente tilbud, før du søger. Det kan være en god idé, så du ved, hvilken type varmepumpe der passer til din bolig, og hvad projektet cirka vil koste.
Du må bare ikke indgå en bindende aftale, bestille materialer, betale eller sætte arbejdet i gang, før du har fået tilsagn.
Hvis alle nødvendige oplysninger er på plads i din ansøgning, får du som regel svar inden for cirka 24 timer.
Tilskuddet er fortsat på 27.000 kroner til både luft-til-vand-varmepumper og væske-til vand-varmepumper for boliger under 400 m2.
Puljen er åben frem til 30. november 2026, eller indtil den er tømt for midler. Ansøgninger behandles efter først-til-mølle princippet.