Foto: FOA

Historisk saltvandsindsprøjtning til arbejdsmiljøet

Erhvervsliv

27/11/2020 10:23

Theis

Forligspartierne bag seniorpensionsaftalen har i dag aftalt at give en ekstrabevilling på 105 mio. kr. til partsindsatsen for at indfri de kommende arbejdsmiljømål.

”Det er en rigtig god nyhed at vores fælles og vedvarende pres for at få flere midler til BFA’erne har båret frugt”, siger Morten Skov Christiansen, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Beskæftigelsesministeren har i dag meldt ud, at der er opbakning i forligskredsen vedr. Seniorpension til en ekstrabevilling på 105 mio. kr. til at styrke partsindsatsen frem mod udgangen af 2022.

”Det er et fantastisk godt signal fra ministeren, og et skulderklap til den danske model og vores indsats for at forbedre arbejdsmiljøet i Danmark. Efter en årrække med nedskæringer i arbejdsmiljøindsatsen falder denne historiske investering på et tørt sted”, siger Morten Skov Christiansen.

Skub i den rigtige retning

Langt hovedparten af midlerne – 95 mio. kr. – går direkte til Branchefællesskaberne for Arbejdsmiljø (BFA’erne). Mens 6 mio. går til Dialogforum til at gennemføre Seniortænketankens anbefaling om pilotforsøg i BFA’erne om at styrke den virksomhedsopsøgende indsats til forebyggelse af nedslidning. De sidste 4 mio. afsættes til at styrke Arbejdsmiljørådets sekretariat.

”Den ekstra bevilling giver arbejdsmiljøet et skub i den rigtige retning, og det er en historisk saltvandsindsprøjtning til det vigtige arbejde i BFA’erne i forhold til at rykke arbejdsmiljøet i den rigtige retning”, siger Morten Skov Christiansen.

Mest Læste

Annonce