Jesper Bengtson
En parkeringsafgift fra kommunen eller politiet er i 2026 på 510 kroner.
En almindelig p-afgift fra det offentlige udgør 510 kroner i 2026, mens forhøjede takster kan lande på 1.020 kroner ved for eksempel parkering på handicappladser eller foran ind- og udkørsler.
For køretøjer over 3.500 kilo er afgiften 2.040 kroner, oplyser borger.dk. Myndighederne kan udstede op til tre afgifter for samme overtrædelse med 24-timers mellemrum.
Færdselsloven og de tilhørende bekendtgørelser rummer en række bestemmelser om parkering og standsning, som mange bilister ikke er skarpe på.
Her er fem af dem, hvor overtrædelser jævnligt fører til en afgift på ruden.
Standsning i tre minutter eller mere tæller som parkering
Grænsen mellem standsning og parkering er tre minutter. Af færdselsloven fremgår det, at parkering er “enhver hensætning af et køretøj med eller uden fører”, mens “standsning kortere end 3 minutter, standsning for af- eller påstigning samt af- eller pålæsning af gods” ikke tæller som parkering. Definitionen står i færdselslovens § 2.
Konsekvensen er, at hvis man holder stille i tre minutter eller mere et sted med parkeringsforbud, er der i praksis tale om ulovlig parkering.
Undtagelsen for af- og pålæsning kræver, at der reelt sker en aktivitet – ikke blot at føreren venter i bilen.
Bilen skal parkeres i højre side i kørselsretningen
Standsning og parkering må kun ske i højre side af vejen i færdselsretningen. Reglen står i færdselslovens § 28, stk. 2, og bestemmelsen fastslår, at “standsning eller parkering må kun ske i højre side af vejen i færdselsretningen”. På mindre befærdede veje og på veje med ensrettet færdsel kan parkering dog ske i venstre side.
Det betyder, at det som hovedregel er en overtrædelse at holde ind på venstre side af en tosporet vej, selvom der er ledige båse, og selvom der ikke er skiltet forbud. Reglen gælder også parallelt med kantstenen.
Fem meter fra fodgængerfelt og ti meter fra vejkryds
Færdselsloven angiver præcise minimumsafstande til visse vejtyper. Ifølge færdselslovens § 29 er standsning og parkering forbudt “på fodgængerfelt eller ud for udkørsel fra cykelsti eller inden for en afstand af 5 m foran fodgængerfeltet” og “i vejkryds eller inden for en afstand af 10 m fra den tværgående kørebanes nærmeste kant”.
Ved busstoppesteder gælder forbuddet på den afmærkede strækning på hver side af stoppestedsskiltet, eller inden for 12 meter på hver side, hvis der ikke er afmærkning. Ved jernbaneoverkørsler er grænsen 30 meter.
P-skiven skal indstilles til det næste kvarter
Hvor der er skiltet med tidsbegrænset parkering, er p-skive obligatorisk. Reglerne står i bekendtgørelse nummer 1529 af 9. december 2016 om parkeringsskiver. Viseren skal sættes til tidspunktet for parkeringens begyndelse, men må være angivet som afslutningen af det kvarter, hvor parkeringen fandt sted. Begynder parkeringen klokken 13.03, skal skiven altså stå på 13.15.
Skiven skal være synlig udefra og placeret i forruden, og fastmonterede skiver skal sidde i det nederste højre hjørne. Elektroniske p-skiver skal være godkendt af Færdselsstyrelsen for at være lovlige.
Fortove, cykelstier og helleanlæg er forbudte parkeringszoner
Standsning og parkering på cykelsti, gangsti og fortov er forbudt efter færdselslovens § 28, stk. 3, og det samme gælder midterrabat, skillerabat og helleanlæg.
Reglen gælder også ved parkering med kun to hjul oppe på fortovet, medmindre der er skiltet særskilt tilladelse i området.
Klage
En afgift fra kommune eller politi klages direkte til den udstedende myndighed. Klages der over en kontrolafgift fra et privat parkeringsselskab, kan sagen indbringes for Parkeringsklagenævnet, når selskabet er tilmeldt nævnet.
Behandlingsgebyret er 175 kroner og refunderes, hvis klager får medhold, oplyser FDM. Nævnet behandler kontrolafgifter udstedt efter 1. juli 2018.
Man skal have klaget skriftligt til parkeringsselskabet først og enten fået afslag eller ikke modtaget svar inden for tre måneder, før nævnet kan tage sagen op.
Et parkeringsselskab skal være tilmeldt Parkeringsklagenævnet for lovligt at kunne udstede kontrolafgifter på offentligt tilgængelige private arealer.
