Jesper Bengtson
Grundejere langs private fællesveje betaler selv asfalt, afvanding og snerydning, og kommunen kan sende regningen.
Bor man på en privat fællesvej, er det som udgangspunkt en selv og naboerne, der hæfter for at holde vejen i orden. Reglerne står i privatvejsloven, der lægger hovedansvaret hos de tilstødende grundejere, mens kommunen fungerer som vejmyndighed med tilsyn og påbudsret.
Pligten er en af de mest oversete i dansk boligforvaltning. Den viser sig ofte først, når kommunen ved et vejsyn konstaterer, at asfalt, afvanding eller belysning ikke lever op til kravene, og udsender et påbud til de berørte grundejere.
Regningen for en fælles asfaltering eller et nyt slidlag kan løbe op i titusindvis af kroner, som fordeles mellem husejerne på vejen.
Naboerne betaler efter matrikelgrænse
I byer og bymæssige områder er det ejerne af de tilstødende ejendomme, der har vedligeholdelsespligten. Privatvejslovens § 44 fastslår, at grundejerne “skal holde vejen i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang”. I praksis betyder det, at hver grundejer vedligeholder den del af vejen, der ligger ud for egen ejendom, typisk til vejens midtlinje.
Pligten omfatter mere end asfaltbelægningen. Ifølge Greve Kommune har grundejerne “pligt til, at snerydde, glatførebekæmpe og renholde på fortov og vej foran din ejendom”. Dertil kommer afvanding, ukrudtsbekæmpelse og rensning af riste, så vandet kan løbe fra vejen.
Fordeling efter brug af vejen
På landet gælder andre regler. Her er det de vejberettigede, altså dem der har ret til at bruge vejen, der deler pligten, uanset om deres ejendom støder direkte op til vejen eller ej.
Privatvejslovens § 15 giver kommunalbestyrelsen hjemmel til at bestemme, at vejen skal vedligeholdes i god og forsvarlig stand, og til at fordele udgifterne mellem brugerne efter, hvor meget hver enkelt reelt bruger vejen.
Den fordelingsnøgle betyder, at en landmand med tung trafik til bedriften ofte skal betale en større andel end en beboer, der kun bruger vejen som adgang til privatboligen. Grundejere og vejberettigede kan indbyrdes aftale en anden fordeling, ofte gennem et vejlaug eller en grundejerforening.
Kommunen fører tilsyn og kan udføre arbejdet selv
Kommunen har ingen pligt til at vedligeholde private fællesveje, men den er vejmyndighed og fører tilsyn. Konstaterer kommunen mangler, kan den udstede påbud til de forpligtede grundejere om at udbedre forholdene inden en fastsat frist.
Reageres der ikke, kan kommunen selv sætte arbejdet i gang og sende regningen videre. Hillerød Kommune beskriver praksis således: “Hvis ikke arbejdet er udført inden den givne frist udløber, eller det udførte arbejde ikke svarer til den stand, som Hillerød Kommune har forlangt, udfører Hillerød Kommune arbejdet for den pågældende grundejers regning.”
Samme mekanisme gælder større istandsættelser. Kan grundejerne på en vej ikke enes om et nyt slidlag eller en gennemgribende renovering, kan kommunen igangsætte arbejdet og fordele udgiften mellem husejerne efter reglerne i privatvejsloven.
Det er typisk her, de store, uventede regninger opstår for husejere, der har antaget, at vejen var kommunens ansvar.
Vejlaug og grundejerforeninger overtager driften
Mange steder har grundejerne organiseret sig i et vejlaug eller en grundejerforening, der administrerer den løbende drift, opkræver et årligt bidrag og indhenter tilbud på asfaltering og snerydning.
Foreningerne har ikke selvstændig myndighed, men fungerer som praktisk ramme for at fordele udgifter og undgå, at kommunen behøver at træde til med påbud og opkrævning.
Ordningen er særlig udbredt i sommerhusområder og villakvarterer, hvor et større antal grundejere deles om vedligeholdelsen af flere vejstrækninger.
Er der ikke enighed om en fordelingsnøgle, er det i sidste ende kommunen som vejmyndighed, der kan afgøre spørgsmålet.
