Foto: News Oresund, CC BY 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by/2.0>, via Wikimedia Commons
Foto: News Oresund, CC BY 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by/2.0>, via Wikimedia Commons

Fast del af 1. maj - i år får socialdemokraterne ikke taletid

Politik

22/02/2023 15:00

J. Bøgen

Boykotten kan gå hen at blive langt mere omfattende, end den ser ud til.

Det er ikke nogen hemmelighed, at forholdet mellem Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Socialdemokratiet ikke ligefrem er det bedste for tiden.

Regeringens forslag om at afskaffe Store Bededag har ført til store protester fra FH, der endda har startet en underskriftindsamling, der for længst har rundet 400.000 underskrifter.

Det kølige forhold mellem de to, traditionelt, allierede får et nyt huk på Arbejdernes Kampdag d. 1. maj i år.

Fire lokalafdelinger af FH har nemlig besluttet sig for at boykotte socialdemokratiske talere til deres arrangementer.

Derudover har otte andre lokalafdelinger endnu ikke taget stilling til spørgsmålet, så det kan sagtens tænkes, at boykotten bliver udvidet.

Det skriver TV2.

Venskab på lavpunktet

Boykotten hænger sammen med, at regeringen med forslaget om at afskaffe Store Bededag blander sig i overenskomsten. Det plejer nemlig at være arbejdsmarkedets parter, der forhandler forholdene på plads for for eksempel Store Bededag.

Formand for lokalafdelingen FH Sønderjylland fortæller til TV2, at de ikke kan lave en demonstration mod afskaffelsen af bededagen og så bagefter invitere et af de ansvarlige partier til fest.

Hos afdelingen i Sydvestjylland er det også regeringens plan om at afskaffe store bededag, der har fået dem til at udelukke socialdemokratiske politikere i år.

"Lige nu er vi ikke de bedste venner," siger lokalformand Brian Havdal Lyst til DR.

Han går faktisk så langt som at sige, at foreningen og Socialdemokratiet måske ikke er på talefod for tiden - netop på grund af hele spørgsmålet om Store Bededag.

Skal skaffe penge til forsvaret

Forslaget om at afskaffe Store Bededag fra og med 2024 handler, ifølge regeringspartierne, om, at der skal frigøres penge til at styrke forsvaret.

Som en del af forslaget er der også fremlagt et bud på en kompensationsmodel, når Store Bededag bliver forvandlet fra at være en helligdag til en almindelig arbejdsdag, men flere parter har harceleret mod kompensationen, som bliver beskrevet som utilstrækkelig.

Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, som udgør SVM-regeringen, har nok mandater til at kunne stemme forslaget igennem, selvom stort set alle andre partier har erklæret, at de er imod afskaffelsen - hvad end det er på grund af selve forslaget, eller på grund af den måde, det bliver gjort på.

Mest Læste

Annonce