Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Russisk top i åben krig: Beskylder Moskva for forræderi

Forsvar

22/02/2023 12:09

J. Bøgen

Er der et internt opgør under opsejling?

Den berygtede lejehær, Wagner-gruppen, har indtil videre spillet en gigantisk rolle i krigen i Ukraine.

Hæren har endda fået tilladelse til at hverve hårdkogte kriminelle og tilbyde dem frihed, hvis de melder sig og aftjener seks måneder ved fronten i nabolandet.

Men noget er blevet ændret markant. På det seneste har chefen for Wagner-gruppen, Jevgenij Prigozjin, nemlig ikke lagt fingre imellem, når han har skullet beskrive samarbejdet mellem lejehæren og det officielle russiske militær.

For nylig blev den interne kamp mellem lejehæren og den nationale hær taget til et nyt niveau, da Prigozjin i en video på Telegram beskyldte det russiske militær for direkte at modarbejde lejehæren.

En manøvre, der, ifølge Prigozjin, kan sidestilles med forræderi.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Putins kok, som Prigozjin også kaldes, mener blandt andet, at den russiske top nægter lejesoldaterne ammunition, lufttransport og endda skovle, som skal bruges til at grave skyttegrave.

Uset kritik

Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) siger til DR, at det er voldsomme beskyldninger, der kommer fra Putins kok.

Faktisk mindes eksperten ikke, at han nogensinde har hørt Prigozjin udtale sig i så skarpe vendinger om den politiske top i Rusland.

Spørgsmålet er jo så, om der er noget hold i kritikken. Det russiske forsvarsministerium har afvist beskyldningerne i en pressemeddelsel og advarer i samme ombæring mod at lade fjenden så splid mellem de russiske tropper.

De russiske medier har valgt ikke engang at bringe Prigozjins beskyldninger. I stedet citerer medierne blot det russiske forsvarsministerium.

Ifølge Splidsboel kan det være et signal om, at Putins kok er gået for langt denne gang. Tidligere har det russiske forsvarsministerium udsendt vejledninger til medier og militærbloggere om, at man ikke skal omtale lejehæren ved navn, men i stedet bruge et af de synonymer, som forsvarsministeriet foreslog.

Må tigge om hjælp

Tidligere i februar viste det sig, at Wagner-gruppen ikke længere rekrutterer soldater i de russiske fængsler, og Wagner-gruppen har nærmest tigget styret i Moskva om at få mere ammunition på gruppens kanal på det sociale medie Telegram.

Desuden er toppen i Moskva også blevet beskyldt for at være et "kolossalt bureaukrati", der var med til at forhindre fremdrift i Ukraine.

Tænketanken Institute for The Study of War har tilbage i januar også vurderet, at den russiske præsident, Vladimir Putin, tilsyneladende har besluttet sig for at vende sig væk fra at stole på Prigozjin for i stedet at sætte sin lid til det konventionelle russiske militær.

Mest Læste

Annonce