PTSD blandt fængselsbetjente: Vi har brug for politisk handling nu

Sundhed

04/03/2020 12:41

Kristian V. Jensen

PTSD-problemet har været syltet alt for længe, vi har brug for politisk handling nu. Det er budskabet fra Fængselsforbundet i forlængelse af Justitsministeriets nye rapport, som er udarbejdet af VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Undersøgelsen viser, at hver syvende fængselsbetjent, værkmester og transportbetjent lider af PTSD. Og at mange betjente er ramt af angst, stress eller andre psykiske lidelser. 

Resultatet kommer ikke bag på Fængselsforbundets formand Bo Yde Sørensen. 

”Det er skræmmende at se det sort på hvidt, men det skræmmer mig langt mere, at den undersøgelse har været så længe undervejs, og at man stadig har tænkt sig at vente, til den ligger helt færdig til efteråret, før man beslutter, hvad man vil gøre ved problemet,” siger han. 

I hans øjne har situationen i Kriminalforsorgen længe været uholdbar. Derfor er der brug for at gribe ind nu og ikke vente på yderligere undersøgelser. 

”Jeg synes, vi behandler fængselspersonalet dårligt. De bliver decideret syge af at gå på arbejde, men bliver alligevel syltet af politikerne, der svarer vagt, når man spørger, hvad de konkret vil foretage sig. Nu ligger rapporten på skrivebordet. Der skal også ageres,” siger han.

Foto: Bo Yde Sørensen, Fængselsforbundet

Mest Læste

Annonce