Der bliver ikke rejst en erstatningssag mod den tidligere regionsrådsformand Carl Holst.
Det har politikerne i Region Syddanmarks forretningsudvalg netop afgjort. Beslutningen er truffet ud fra en ny advokatrapport fra firmaet Halling-Overgaard.
Carl Holst (V) er lettet over, at sagen nu får en ende.
- De sidste undersøgelser har i mine øjne været et udtryk for, at man har villet bruge nogle skatteborgerpenge på at komme ud i nogle hjørner. Det er da klart, at jeg har været påvirket af det her, men nu ser jeg fremad, siger Carl Holst til DR P4.
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er godt tilfreds med, at man nu kan sætte et endeligt punktum i sagen.
- Jeg tror, det er meget sundt, at vi når dertil, hvor vi også har nogle ting, vi er enige om, ligesom da sagen startede, siger Stephanie Lose.
Sagen startede tilbage i 2015, hvor Carl Holst angiveligt brugte en regionsansat medarbejder i sin personlige folketingsvalgkamp, hvilket er misbrug af skattekroner. Derfor meldte Regionsrådet i Region Syddanmark sagen til politiet den 27. november 2015.
Næstformanden i Regionsrådet, Poul-Erik Svendsen (S), mener, at rådets medlemmer har lært af sagen.
- Der er ingen, der i dag kan drømme om at ansætte en medarbejder på de vilkår, som man gjorde dengang med Carl Holst, siger Poul-Erik Svendsen til DR P4.
Siden har der været utallige undersøgelser i gang, og tilbage i maj så det ud til, at sagen var slut, da forretningsudvalget i Region Syddanmark droppede en eventuel sag mod Carl Holst. Men Regionsrådet besluttede, at der var flere juridiske aspekter i sagen, der skulle undersøges. Det er netop den undersøgelse, som nu har fået rådet til at droppe sagen.
dr.dk/nyheder/regionale/fyn/carl-holst-undgaar-erstatningssag