Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Noget er i gærde i Brjansk - har Ukraine angrebet russisk region?

Ukraine

02/03/2023 15:29

J. Bøgen

En russer er blevet dræbt og et barn såret, efter der blev åbnet ild mod en bil.

Der foregår et eller andet mystisk i den russiske region Brjansk.

Området ligger grænser op til den nordlige ukrainske grænser og deler også grænse med Belarus mod vest - og i følge russiske medier har krigen i Ukraine nu bredt sig til regionen.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters, som dog ikke har kunnet bekræfte meldingerne, skriver de russiske medier, at en gruppe sabotører har infiltreret to landsbyer nær den ukrainske grænse.

Sabotører, som øjensynligt er ukrainere.

I en video på de sociale medier præsenterer en person iført militært udstyr sig som repræsentant for en gruppe russiske frivillige, der kæmper på ukrainsk side i krigen.

Han fortæller videre, at gruppen nu har krydset grænsen til Rusland, men understreger, at de ikke beskyder civile, selvom meldingerne fra de russiske myndigheder går på, at der er blevet åbnet ild mod en bil, og en borger har mistet livet, ligesom et barn er blevet såret.

Til slut opfordrer manden til, at den almindelige russer vågner op og forstår, at de ikke er slaver af det russiske regime, men at det er på tide at slå tilbage mod undertrykkelsen.

Artiklen fortsætter under videoen.

Putin indkalder sikkerhedsråd efter "terrorangreb"

Videoen er ikke blevet verificeret af uafhængige kilder, og på de sociale medier spekulerer folk med det samme i, om der er tale om en såkaldt "falsk-flag-operation" - at det faktisk er Rusland, der står bag angrebet i regionen med det formål at skyde skylden på Ukraine.

Netop den udlægning er i hvert fald kommet fra en af den ukrainske præsidents rådgivere. På Twitter skriver han, at der er tale om en "bevidst provokation", og at det er klassisk russisk misinformation.

"Rusland ønsker at skræmme sin befolkning og retfærdiggøre angrebet mod et andet land og den voksende fattigdom efter et års krig," skriver rådgiveren blandt andet.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har indkaldt sit sikkerhedsråd til møde fredag, ligesom han også har aflyst et besøg i byen Stavropol i dag for i stedet at følge udviklingen i Brjansk.

Undskyldning for atomangreb?

Ifølge den russiske atomvåbendoktrin, vil Rusland ty til atomvåben, hvis landets territorielle integritet bliver angrebet, eller hvis Ruslands eksistens er truet.

Frygten er derfor, at en aktion som denne, uanset hvem der står bag, kan øge risikoen for, at Putin trykker på den berygtede røde knap og bruger atomvåben i kampen om Ukraine.

Hvis der virkelig er tale om en falsk-flag-operation, kan aktionen ligeledes være for at give Putin mulighed for at indkalde flere hundrede tusinde russere til militærtjeneste.

Hvis landet bliver angrebet, vil det nemlig være nemmere for at ham at betegne "den særlige militæroperation", som han kalder konflikten i Ukraine, som en egentlig krig, og det vil give ham helt andre ressourcer i forhold til at mobilisere den russiske hær.

Mest Læste

Annonce