Anders Fogh: Trekløverregering kan skabe ro som i 00'erne

Politik

20/11/2016 11:58

Nick Allentoft

Anders Fogh Rasmussen drager parallel mellem en mulig ny trekløver-regering og sin egen regeringstid.

Tidligere Venstre-formand og statsminister Anders Fogh Rasmussen støtter statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) plan om at danne en trekløver-regering med Liberal Alliance og De Konservative:

- Det er et fuldstændigt rigtigt træk. Han er nødt til at gøre noget, der løsner op for en situation, hvor regeringen rent ud sagt er kørt fast med sin 2025-plan, siger Anders Fogh Rasmussen.

- Vi ved godt, at når partier først går ind i en regering, så bliver de nødt til at vise mere fleksibilitet og ansvarlighed.

LÆS ALT OM NY REGERING HER

Løkkes forgænger på statsministerposten minder om, at der "var styr på tingene", dengang han sad i spidsen for en VK-regering med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag i 00'erne.

- For det første kan man skabe stabilitet og forudsigelighed. Det var det, vi havde dengang. Der var ro på – hele tiden ro på. Det var ikke det samme som, at vi hele tiden var enige, for det var vi selvfølgelig ikke. 

- Men vi forhandlede i regeringen, og når vi var enige, gik vi ud og forhandlede med Dansk Folkeparti. Og det fungerede rigtig godt, siger Fogh.

Han mener også, at det vil løsne op på den fastfrosne situation, hvor Liberal Alliance har et ultimativt krav om topskattelettelser, mens DF ultimativt afviser det.

- For Dansk Folkeparti vil fordelen være, at de kommer tilbage til den situation, vi havde, da jeg var statsminister, hvor regeringen kun havde brug for et parti for at få flertal. Det fungerede rigtig godt dengang, siger Fogh.

Spørgsmål: Kan det ikke også være en udfordring at være tre forskellige partier med tre forskellige meninger i en regering?

- Jo, men det er bedre end at sidde uden for regeringen, svarer Fogh.

Han påpeger, at de tre støttepartier i dag "føler sig frit stillet til at køre ud med deres krav og ønsker":

- Hvis man først har forhandlet internt i regeringen, så er man nødt til at udvise ansvarlighed, og så holder de deres mund under forhandlingerne, siger Fogh.

- Jeg kan godt sige til dig, at det er noget, der rent forhandlingsteknisk er en kæmpe fordel. Selvfølgelig bliver det en anelse mere besværligt inde i regeringen, fordi der så bliver tre, hvor vi var to, men jeg tror nok, det skal gå.

Spørgsmål: Var det naivt af Løkke at tro, at en mindretalsregering baseret på 34 mandater kunne lade sig gøre?

- Nej, det synes jeg ikke. Det er jo sket før i historien. Men vi vidste godt, at det ville blive ekstremt besværligt. Det viste sig så at blive ekstraordinært besværligt her i efteråret. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce