Et af Nordens største plejehjem – Sølund – skal udbygges, og de lokale er mødt talstærkt op for at lufte deres frustrationer. De er ikke bare bekymrede for nye bygninger, der kan skygge for solen eller udsigten, men også for de gamle beboere, der kunne ”råbe op” eller måske ligefrem ”skrige, når de dør.”
”Det var ret forbløffende og beskæmmende at høre, hvordan der blev talt om de ældre medborgere. Det blev blandt andet også nævnt, at de ældre jo kunne placeres i et industriområde ved Nordhavn, da de alligevel ikke ville få lige så meget gavn af den attraktive beliggenhed som andre,” fortæller arkitekt og chefkonsulent i Københavns Kommune, Thomas Gaard Lauridsen, som deltog i mødet.
Eksemplet fra Københavns Kommune er ikke enestående.
I sidste uge kom det frem, at vrede beboere i et villakvarter i Ballerup ved København har lavet vejblokader og kastet æg efter en børnehavebus i protest mod en nyligt etableret udflytterbørnehave i området.
”Vi har længe set eksempler på socialsegregering (adskillelse, red.) rettet mod institutioner med socialt udsatte borgere som handicappede, stofmisbrugere eller flygtninge. Det her kan måske ses som udtryk for en form for alderssegregering,” siger lektor ved Aalborg Universitet Anja Jørgensen, der har forsket i naboskab og den såkaldte NIMBY-effekt – efter den engelske vending ”not in my backyard” (ikke i min baghave).
Hun tror ikke, at uviljen mod det anderledes skyldes voksende intolerance eller egoisme, men det faktum, at danskerne i bevægelsen fra land til storby har mistet øvelsen i at bo sammen med dem, der ikke ligner dem selv – kulturelt, socialt og æstetisk.
”Vi kan godt lide det pittoreske bagtæppe af forskellighed, men når det kommer for tæt på, så er vi ganske enkelt ikke trænede i at bo op og ned ad dem, vi ikke ligner. Det er måske også begyndt at gælde i forhold til helt almindelige borgere, der alene skiller sig ud på grund af deres alder,” siger hun.
