Dommer godkender aftale: Britta sendes hjem torsdag

Social

08/11/2018 11:22

Nick Allentoft

Den sigtede svindelsagen løslades i Sydafrika, så hun kan komme til Danmark.

Allerede torsdag aften bliver den svindelsigtede Britta Nielsen sat på et fly i Sydafrika med kurs mod Danmark.

Det er resultatet af et retsmøde i Johannesburg torsdag. Her har en dommer valgt at løslade Britta Nielsen, så en aftale mellem sagens anklager og forsvarer kunne lade sig gøre.

Det fortæller Piet du Plessis, der er en af Britta Nielsens advokater i Sydafrika.

Aftalen går på, at hun frivilligt bliver fulgt til lufthavnen og sendt på et fly hjem. Han fortæller, at det er planen, at hun er i Danmark fredag. Han vil dog ikke komme nærmere ind på rejseplanerne.

- Sagen om udlevering blev droppet, på det grundlag at hun frivilligt går med til at blive fulgt til Danmark, siger Piet du Plessis.

Læs mere om svindelsagerne

Vi samler historier om svindelsagerne på denne side. 

En udlevering af Britta Nielsen fra Sydafrika til Danmark foregår ved, at hun løslades og overleveres til Interpol, der sørger for, at hun kommer på et fly hjem til Danmark torsdag.

I lufthavnen vil danske myndigheder være klar til at eskortere hende hjem.

Selv om hun løslades, siger hendes anden advokat Stiaan Krause, at der ikke er risiko for, at hun flygter.

- Hun vil helt sikkert ikke flygte. Hun bliver fulgt af Interpol, forsikrer advokaten.

Ved torsdagens retsmøde kom det frem, at anklager og forsvarere i sagen var enige om en aftale, der indebærer, at Britta Nielsen bliver sendt hjem. Det rapporterede flere danske medier til stede ved retsmødet - heriblandt Ekstra Bladet, TV2 og B.T.

I en erklæring fra den svindelmistænkte Britta Nielsen, som blev læst op af advokat Piet du Plessis i retten, oplyste Britta Nielsen, at hun ikke vil modsætte sig udlevering.

Hun vil frivilligt følge med danske betjente hjem til Danmark, lød det. Hun meddeler også, at hun er klar over, at udleveringen betyder, at hun kan blive anklaget i Danmark.

Det ventes, at en dansk mand, der også er anholdt i Sydafrika i sagen, også vil blive sendt hjem torsdag. Han skal dog først fremstilles i en ret i Sydafrika torsdag eftermiddag.

På billeder fra retssalen i Randburg Magistrate Court i Johannesburg kan man se den 64-årige kvinde, der har sort hår og er iført en blomstret bluse.

Hun sad stille under retsmødet og vekslede kort forinden nogle ord med en af sine sydafrikanske advokater, Stiaan Krause. Under retsmødet talte hun kun kort, da hun bekræftede, at hun var enig i aftalen mellem myndigheder og forsvarsadvokater.

Britta Nielsen var gennem 40 år ansat i Socialstyrelsen. Her var hun en betroet medarbejder, som var superbruger af styrelsens it-systemer.

Bagmandspolitiet mistænker, at hun gennem sit arbejde har overført mindst 111 millioner kroner til sig selv.

I sagen er tre sigtet for hæleri. De er alle beskyttet af navneforbud. Den ene er den mand, som også er blevet anholdt i Sydafrika.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce