Vidner i bandesager må ikke trække sig, fordi de er bange.
Det mener justitsminister Søren Pape Poulsen (K), der vil indføre ti nye initiativer, som skal øge beskyttelsen af vidner i straffesager.
Det skriver Berlingske.
- Forudsætningen for, at vi kommer bandeuvæsenet til livs, det er, at folk tør vidne, siger justitsministeren til Ritzau og fortsætter:
- Når vi taler med organisationer, og når folk har henvendt sig til mig, kan vi bare se, at folk oplever det som meget intimiderende at vidne.
Med initiativerne skal vidner i bandesager hurtigst muligt tilknyttes en fast kontaktperson, og det skal i højere grad være muligt at afhøre vidner via videolink eller ved at tiltalte føres ud af retssalen, mens vidnet forklarer.
Desuden ønsker ministeren ifølge Berlingske en øget adgang til, at vidner kan forklare sig anonymt i bandesager.
Et øget fokus på at tilbyde vidner navne- og adressebeskyttelse skal sikre, at en mulighed for, at et vidne kan afgive forklaring anonymt under en retssag ikke forspildes.
Initiativerne får umiddelbart politisk opbakning fra et flertal på Christiansborg. Retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF) siger, at partiet "bakker helhjertet op om de initiativer", og retsordfører Trine Bramsen (S) bakker ligeledes op.
Der er allerede eksempler på anonyme vidner i bandesager. Eksempelvis blev tre mænd med relationer til bandemiljøet i Aarhus 16. november dømt skyldige i et skyderi.
Her var et anonymt et vigtigt bevis i sagen. Efterfølgende gav Mette Grith Stage, der er forsvarer for den ene af de dømte, udtryk for stor betænkelighed ved brugen af anonyme vidner.
- Når man står med et anonymt vidne, er man afskåret fra at drøfte med sin klient, om vidnet og min klient har nogle udeståender.
- Et anonymt vidne kan have et rigtigt dårligt forhold til ens klient og kan have alle mulige grunde til at ville have ham i fedtefadet, sagde hun til Ritzau.
Justitsministeren mener dog ikke, at de kriminelle mangler rettigheder.
- Retssikkerheden er bestemt helt vigtig og altafgørende. Det er derfor, at man stadig kan blive spurgt af en forsvarer og en anklager, og der er stadig en dommer for bordenden.
- Der er bare nogle sager, hvorved at vidnerne er anonymiseret, får vi noget frem, som vi ellers ikke ville få frem, siger Søren Pape Poulsen.
/ritzau/