Røde vestegnsborgmestre er usikre på S-udspil om aktivering

Politik

06/02/2018 08:30

Freja Eriksen

37 timers aktivering hver uge af flygtninge bliver en dyr og svær opgave, siger kommunale S-folk.

Flere kommunale S-folk på den københavnske vestegn kalder Socialdemokratiets forslag om aktivering af alle arbejdsløse flygtninge for urealistisk at gennemføre.

Det skriver Berlingske.

Forslaget er et element i det udspil til asylpolitik i Danmark, som Socialdemokratiet fremlagde mandag.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

Her vil partiet have alle arbejdsløse indvandrere i arbejde eller aktivering 37 timer om ugen. Hvis ikke det lykkes, skal de trækkes i deres ydelser. S-politikerne på Christiansborg sender opgaven ud til kommunerne.

Men partikolleger i Ishøj, Brøndby og Hvidovres kommunalbestyrelser har svært ved at se, hvordan det skal blive til virkelighed.

- Det vil aldrig kunne lykkes. Selvfølgelig vil man kunne nå et stykke vej, hvis de økonomiske forudsætninger er til stede, men det når aldrig helt igennem, siger borgmester i Ishøj Ole Bjørnstorp (S) til Berlingske.

- Vi har ganske vist også haft nyttejob i Ishøj, men slet ikke så mange, som der var lagt op til i sin tid. Vi har ikke økonomi til at sætte flere hundrede personer i aktivering 37 timer om ugen.

Også i Brøndby Kommune undrer formand for beskæftigelsesudvalget, Franz Hansen (S), sig.

- Vi taler om de her ting, hver gang vi har møde i Beskæftigelsesudvalget, hvor jeg har siddet i ni år. Det kan ikke lade sig gøre at få hele den gruppe i aktivering, siger han til Berlingske.

Borgmester i Hvidovre Helle Adelborg (S) undrer sig også over forventningen.

- Vi skal da forsøge at gøre, hvad vi kan. Men selvfølgelig vil du kunne finde personer, som ikke kan – for hvem det vil være en stor udfordring at blive aktiveret i 37 timer, siger hun til Berlingske.

Arbejdsgiverne i Dansk Arbejdsgiverforening forstår ikke, hvorfor ambitionen ikke er at få flygtningene i arbejde. 

LO er dog begejstret for idéen om aktivering af flygtninge, oplyser formand Lizette Risgaard til Berlingske.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce