Brancheorganisationen har i en undersøgelse spurgt en række virksomheder, om de har overblik over de offentlige erhvervsfremmeordninger. 46,3 pct. svarer ”Det har jeg slet ikke overblik over”.
Går man ind på Vækstguiden.dk finder man hurtigt over 50 forskellige erhvervsstøtteordninger. Ordningerne har endvidere skiftet navn med skiftende regeringer.
Det får Aslak Skjøth, formand for drift og strategiudvalget i Arbejdsgiverne, til at rejse kritik af måden, man har indrettet erhvervsfremmeordningerne på.
- Det er de virksomheder, der allerede er topform, der har ressourcer til alt det papirarbejde, som ordningerne kræver. Resultatet bliver, at man ofte vælger de allerede velkørende og velsmurte virksomheder. Vi mener, at man i stedet skal have mere fokus på at løfte bredere. Der er masser af mindre virksomheder, der blot har brug for en mindre håndsrækning for at udvikle sig, siger Aslak Skjøth.