Stor undersøgelse: Kroniske smerter opstår oftest efter små operationer

Velfærd

03/05/2017 12:10

Nick Allentoft

Undersøgelse viser, at små operationer giver flest kroniske smerter. Eksperter vil have behandling i fokus.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er ved de små rutineprægede operationer, at patienter typisk får kroniske smerter.

Det viser en ny europæisk registerundersøgelse. Undersøgelsen er baseret på data fra 200 hospitaler.

Resultatet er netop blevet præsenteret på et møde i Skandinavisk Forening for Smerteforskning, som blev afholdt på Aalborg Universitet.

Den mest sandsynlige forklaring på, at patienter typisk får kroniske smerter efter mindre operationer, er, at lægerne ikke er gode nok til at smertedække ved mindre operationer.

Det mener Ole Kæseler Andersen. Han er professor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.

- Når du har de store planlagte kirurgiske indgreb, så er det en kvalificeret anæstesiolog, der har øget fokus på smerten ind til centralnervesystemet under operationen og i dagene efter operationen.

- Ved mindre indgreb er der ikke så meget fokus på behandlingen af smerterne i dagene efter operationen, siger han.

Generelt er der lavet mere forskning inden for mindre operationer, da de udgør et større antal end mere komplicerede operationer som eksempelvis hjerteoperationer.

Derfor kan man ikke bare konkludere, at patienter oftere får kroniske smerter efter små operationer frem for efter store. 

Det mener formanden for smerteudvalget i Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin (DASAIM), Carsten Tollund.

Generelt skal der dog mere fokus på området og bedre uddannede læger, lyder det fra begge eksperter.

- Der er ingen tvivl om, at smertebehandling efter operationer har behov for en større indsats. 

- Vi har behov for at få et knivskarpt kig på vores patientforløb og få identificeret og få bedre data om, hvem det er, der får kroniske smerter, og hvad vi kan gøre ved det, siger Carsten Tollund.

Formanden for Foreningen af Kroniske Smertepatienter, Pia Frederiksen, fik for 13 år siden selv kroniske smerter efter en mindre operation i hånden. I dag er hun førtidspensionist.

- Kroniske smerter er meget omsiggribende. Smerterne påvirker alle livets aspekter. Det er meget ofte, at personer får depressioner og angst og falder ud af arbejdsmarkedet.

- Det er en rigtig god idé at øge bevidstheden på området.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.