Thorning og Thulesen bliver hovedfjender ved valget

Politik

21/9/14 3:06

Nick Allentoft

Med en stribe bidske personangreb understregede Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i weekenden, at vælgerne skal forvente en barsk valgkamp.

Den krigeriske nationalsang "Kong Kristian stod ved højen mast" blev meget passende sunget som afslutning på Dansk Folkepartis årsmøde i Herning.

Efter en weekend, hvor de gensidige beskyldninger føg mellem Herning og Aalborg, hvor Socialdemokraterne holdt kongres, står det klart, at der venter en valgkamp i røg og damp for både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og DF’s formand, Kristian Thulesen Dahl.

De to partier kæmper i stor udstrækning om de samme vælgere. Og selv mens Lars Løkke Rasmussen (V) i perioder har kæmpet med personsager og faldende målinger, har DF's fremgang sikret et klart blåt flertal.

Det er med andre ord afgørende for Helle Thorning-Schmidts valgchancer, at hun får hentet vælgere tilbage fra DF.

Fra Aalborg angreb Thorning blandt andet DF for at stå fadder til dagpengereformen og for at ville sælge ud af ønsket om mere velfærd, hvis blot Løkke vil give efter og indføre grænsekontrol.

- Gennem nullerne var Kristian Thulesen Dahl med på den værste, og det vil han være igen, lyder det fra statsministeren, som tilføjer:

- Dansk Folkeparti har holdt landsmøde, og ikke et eneste krav er blevet stillet til Venstre, som han synes skal lede Danmark. Ikke et eneste.

Thorning forventer derfor, at DF's ønske om en vækst i de offentlige udgifter på 0,8 procent bliver fejet af bordet, hvis en blå regering med Løkke i spidsen kommer til magten.

På DF's rekordstore årsmøde i Herning anklagede Kristian Thulesen Dahl til gengæld Thorning for ikke omgående at hjælpe de danskere, som opbruger retten til dagpenge.

Det angreb blev fulgt op søndag, hvor DF’s gruppeformand Peter Skaarup beskyldte Thorning for kun at kunne holde ét løfte til danskerne: Nemlig ikke at tage et topjob i EU. Pia Kjærsgaard samler weekendens sværdslag op på denne måde:

- Jeg kunne ikke lade være med at smile i går, da jeg så tv-aviserne. For statsministeren nævnte Kristian Thulesen Dahls navn 50 gange. Det er nærmest, som om hun har fået et traume på grund af Dansk Folkeparti og Kristian, siger Pia Kjærsgaard.

/ritzau/

Annonce