Thorning om tredoblede asyludgifter: Der er styr på det

Politik

03/02/2015 14:55

Suleman Haider

DF mener, at udgifterne til asyl er løbet løbsk efter en stigning fra tre til ni milliarder kroner på få år.

Udgifterne til asylansøgere og flygtningefamilier bliver et stridsemne mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i den kommende valgkamp.

Det blev understreget i Folketingets spørgetime tirsdag. Her ville Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl have statsministeren til at forholde sig til, at udgifterne til asyl og flygtninge i år ventes at blive 9,2 milliarder kroner. 

- De samlede omkostninger til asylsøgere beløber sig i 2015 til 9,2 milliarder kroner. Det sammenlignelige tal var knap tre milliarder kroner i 2011, da statsministeren fik magten, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han mener, at regeringens beslutning om at afskaffe starthjælp og kontanthjælpsloftet har medvirket til at øge udgifterne til flygtninge.

Før ville en gennemsnitlig flygtningefamilie omregnet til 2014-priser have fået 333.305 kroner om året, når boligsikring, friplads i daginstitutioner og børnepenge er regnet med.

Men efter afskaffelsen af den lave starthjælp er flygtninge fra dag ét berettiget til kontanthjælp, og den samlede årlige indkomst inklusive tilskud er derfor nu 454.215 kroner, har Jyllands-Posten tidligere beskrevet. 

- Det er 10.000 kroner mere om måneden, end da statsminister tiltrådte, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han mener, at udgifterne til asylansøgere er blevet så store, at det går ud over andre trængende grupper i det danske samfund. Den melding vil formentlig blive en central del af Dansk Folkepartis valgkamp.

Statsministeren afviser ikke overraskende, at regeringen skulle have mistet grebet om udgifterne til asylansøgere og flygtningefamilier:

- Vi har hele tiden lavet finanslove, hvor der er fuldstændig styr på økonomien. I forhold til den konkrete udlændingepolitik, så er det rigtigt, at der er rekordmange mennesker på flugt. 

- De kommer også til Danmark, og det er derfor, vi har besluttet at lave den første stramning på asylreglerne i 12 år. Indtil nu har vi holdt den asylpolitik, som den tidligere regering levede med. Men nu strammer vi reglerne, siger Thorning.

Hun henviser til, at regeringen har fået opbakning fra et flertal i Folketinget sit forslag om at stramme loven, så flygtninge, der ikke er individuelt forfulgt, kun får en midlertidig opholdstilladelse på et år. Og samtidig må vente på familiesammenføring.

 

Mest Læste

Annonce