Ziegler opfordrer til at bryde forhandlingerne op

Velfærd

24/04/2018 12:30

Freja Eriksen

- Vi er lige på nippet til, at det hele bryder løs, siger topforhandler, der opfordrer til at begrænse skader.

Kommunernes topforhandler, Michael Ziegler, opfordrer til at lave aftaler på enkeltområder for at begrænse skader af en mulig storkonflikt mest muligt. 

- Vi er lige på nippet til, at det hele bryder løs, og så gælder det om at begrænse skaden så meget som muligt, siger han fra Forligsinstitutionen, hvor forhandlinger er i gang.

- Kan vi lande aftaler på nogen områder, så synes vi, at vi har en forpligtelse til at gøre det, siger han.

Michael Ziegler er dermed åben for at indgå en aftale på det kommunale område i overenskomstforhandlingerne, selv om det måtte blive til et sammenbrud i staten.

Det siger han på vej ind i Forligsinstitutionen tirsdag, hvor forligsmanden har indkaldt alle parter i kommuner, regioner og stat til nye drøftelser. Det sker, efter at parterne i staten mandag gik fra hinanden med uforrettet sag. 

- Vi er tre selvstændige arbejdsgiverområder. Vi kan ikke sidde ved et bord og give meget større lønstigninger end ved de andre borde. 

- Men er der en mulighed for at lave en aftale i kommunerne og dermed fjerne konsekvenserne af en konflikt for rigtig mange borgere, så gør vi det, siger han.

Samme melding lyder fra statens topforhandler, innovationsminister Sophie Løhde (V).

OK'18 tema på DenOffentlige

Vi samler alle historier om overenskomstforhandlingerne på en fælles temaside. Følg forhandlingerne her.

Historier om tidligere overenskomster finder du her.

Skal I være med? Kontakt os.

Lønmodtagerne har gennem forløbet stået fast på en såkaldt musketered under sloganet "en løsning for alle".

Det betyder, at parterne på tværs af stat, regioner og kommuner skal være enige om lønstigninger, sikring af betalt spisepause og en aftale om arbejdstid for lærere og undervisere. 

Dog har både Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, og FOA's formand, Dennis Kristensen, tidligere åbnet for at lande aftaler i de forskellige sektorer.

- Min ambition er, at vi når i mål med mest muligt. Jeg har ingen fine fornemmelser, for så vidt angår, hvem der kan komme først hen over målstregen. Staten har vetoret i regionerne, men den har vi ikke tænkt at bruge til ikke at lande en løsning. 

- Hvis det er der, vi ser mulighederne først, så er det også der, vi hugger til først. Det er klart, at jeg vil hellere komme ud med tre aftaler end to eller en. Men en er også bedre end ingenting, siger Sophie Løhde tirsdag inden forhandlingerne.

Da hun forlod Forligsinstitutionen mandag, var det med en besked om, at forhandlingerne ikke kom nogen vegne. Hendes modpart, de ansattes topforhandler, Flemming Vinther, sagde ligefrem, at der ikke var perspektiv i at fortsætte.

Men Sophie Løhde tror på, at der vil ske reelle forhandlinger i Forligsinstitutionen tirsdag.

- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at forligsmanden indkalder kommuner, regioner og stat for at sludre og drikke kaffe, siger hun.

Hun påpeger dog, at tiden er ved at rinde ud.

- Det er sidste forsøg på at sikre, at vi kan nå hen over målstregen, siger hun på vej ind i Forligsinstitutionen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce