Struer Kommune indkalder FOA til møde

Politik

25/02/2015 14:37

Suleman Haider

Struer Kommune ønsker at rydde misforståelser af vejen og inviterer derfor fagforeningen FOA til et møde efter påstande om dårlig normering på et af kommunes plejehjem

Fagforeningen FOA har i dag i DR Midt & Vest fortalt, at der ikke var faglært personale på vagt, da en dement mand i november blev skubbet omkuld af en medbeboer på demensafsnittet Svalegangen i Struer. Manden døde senere på hospitalet.

Ifølge sektorformand i FOA Holstebro, Grethe Nielsen, var der ikke faguddannet personale på vagt den pågældende dag, men det passer ikke, viser en redegørelse fra Struer Kommune.

- Der var fem faguddannede på vagt til i alt 13 beboere, den dag hændelsen fandt sted. Jeg er derfor ked af, at FOA bringer oplysninger, der ikke har bund i virkeligheden, siger formanden for Socialudvalget i Struer Kommune, Lene Houe.

Hun har nu bedt forvaltningen om hurtigst muligt at indkalde FOA til et møde, så misforståelserne kan blive ryddet af vejen.

- Jeg synes, det er meget uheldigt, at FOA vælger at rette deres kritik igennem pressen frem for at gå til os med den. Vi har løbende en god dialog med FOA, og hvis fagforbundet havde talt med os, inden de gik til pressen, ville vi hurtigt kunne have rettet op på misforståelserne, siger Lene Houe.

På Svalegangen er der ansat faguddannet personale inden for faggrupperne social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistenter samt sygeplejersker. Derudover får afdelingen hjælp af to demenskonsulenter med særlig specifik viden på området, lige som der er mulighed for at tilkalde en ekstra vagt, hvis der er behov. Derfor mener Struer Kommune ikke, at den kan kritiseres for at have ansat dårligt uddannet personale.

- Der er ingen tvivl om, at det er en ulykkelig sag, som vi selvfølgelig beklager dybt. Ingen skal være i tvivl om, at vi hele tiden arbejder på at give beboerne de bedste forhold. Vi sørger for, at vores personale er så godt uddannet som muligt, og at der er det rette antal mennesker på vagt, men der kan opstå utilsigtede hændelser, som det ikke altid er nemt at tage højde for, siger Lene Houe.

Mest Læste

Annonce