Protestforening erkender nederlag: Fjerner 20.000 ulovlige klistermærker

Infrastruktur

06/9/17 9:52

Nick Allentoft

Vi har ikke gjort noget ulovligt, men nu fjerner vi alligevel klistermærkerne, lyder det fra forening, der satte 20.000 klistermærker op i Aarhus.

Aarhus Kommune kræver, at foreningen fjerner alle klistermærkerne i løbet af 48 timer idet, de mener, der er tale om hærværk. Det mener landssekretær i foreningen Retten til Liv, Ellen Højlund Wibe, bestemt ikke.

- Vi har skrevet til kommunen, at vi stadig ikke kan finde den hjemmel i loven, som Aarhus kommune påpeger. Vi kan kun se af paragraf 81, at man ikke må placere genstande, der er til gene for trafikken. Men når det er sagt, så vil vi gerne rydde op efter os, vi gør det af venlighed, siger Ellen Højlund Wibe til DR Østjylland.

Foreningen vil dog gerne have frist til søndag for at nå oprydningsarbejdet.

- 20.000 klistermærker er mange, det vil komme til at tage tid.

Ellen Højlund Wibe tilføjer, at en debat om paragraffer ikke skal tage fokus fra det, det handler om, for foreningen.

- Det handler jo om de ufødte og deres stemme og menneskerettigheder - ikke om paragrafrytteri.

 

Annonce