Grødet ja til ny overenskomst men historisk høj deltagelse

Politik

20/04/2017 14:05

Nick Allentoft

Aldrig har så mange deltaget i en urafstemning om et overenskomstresultat, og det glæder både LO og DA.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der bliver ingen storkonflikt i næste uge. Det står klart, efter at resultatet af urafstemningen om de nye overenskomster er offentliggjort.   57,2 procent af dem, der stemte, sagde ja til overenskomsterne. Dermed kan overenskomsten træde i kraft og gælde de kommende tre år. Stemmeprocenten var samtidig historisk høj med 51,3 procent af de stemmeberettigede.
Det skyldes formentlig den debat, der har været om overenskomstresultaterne. En del fagforbund og lokalforeninger har ført en aktiv kampagne for et nej, fordi de er imod den ret til at varsle overarbejde, som arbejdsgiverne har fået indført.   Omvendt har forbund som HK og Dansk Metal advokeret for at stemme ja til overenskomsten, og det har medlemmerne tilsyneladende lyttet til. For Dansk Metals medlemmers vedkommende har det formentlig været medvirkende til et samlet ja på 71 procent.   De nye overenskomster giver som udgangspunkt en lønstigning på syv procent over de kommende tre år. Desuden er der indbygget større fleksibilitet, så den enkelte arbejdstager eksempelvis kan prioritere seniorfridage, børneomsorgsdage eller højere pensionsindbetalinger.   Høj stemmeprocent glæder arbejdsmarkedsparter Mere end 200.000 LO-medlemmer har i de forgange fire uger tilkendegivet, hvad de synes om de overenskomstforlig, som er indgået i løbet af foråret. Det svarer til en stemmeprocent på mere end 51, hvilket er højt set med historiske briller.   Både LO-formand Lizette Risgaard og hendes modpart i Dansk Arbejdsgiverforening, direktør Jacob Holbraad, er begejstrede over den store deltagelse.   - Det viser, at medlemmerne har et stort engagement i deres overenskomst, og at de bakker op om resultatet, siger Lizette Risgaard.   LO-formanden hæfter sig ved, at overenskomsterne foruden lønstigninger også indeholder forbedringer for børnefamilier og seniormedarbejdere.

Hun har dog også noteret sig, at der har været stor kritik af arbejdsgivernes mulighed for at varsle overarbejde på op imod en time om dagen.

- Der er ikke nogen tvivl om, at der helt naturligt er stor opmærksomhed, når man ændrer på noget, specielt når vi taler om arbejdstid. Den bekymring skal vi tage alvorligt, siger hun.   Hos Dansk Arbejdsgiverforening glæder man sig over, at man nu for alvor kan planlægge for de kommende tre år, som overenskomsterne gælder.   Og at man med de nye overenskomster har sikret begge sider af forhandlingsbordet bedre vilkår fremover.   - Vi øger fleksibiliteten for virksomhederne. Vi styrker efteruddannelsen, så den svarer til behovet på fremtidens arbejdsmarked. Og vi tilgodeser familierne, så de bedre kan få hverdagen til at hænge sammen, siger han.     FAKTA: Sådan stemte fagforbundene ved urafstemningen Der var stor intern uenighed blandt LO-forbundene om de nye overenskomster, men afstemningen om de nye overenskomster endte med et samlet ja fra de mere end 200.000 LO-medlemmer, der deltog.   Resultaterne viser, at der var store forskelle fra forbund til forbund. Hos NNF var der kun 13 procents opbakning til et ja, mens der omvendt var 87 procent af FOA's medlemmer, der stemte for.   Se ja-procenten opgjort efter forbund her (i parentes stemmeprocenten):   Blik & Rør: 52 (49).   El-forbundet: 54 (64).   Jernbaneforbundet: 37 (49).   Metal: 71 (58).   3F: 40 (50).   FOA: 87 (46).   NNF: 13 (75).   HK: 83 (48).   Malerforbundet: 40 (53).   Serviceforbundet: 78 (36).   Teknisk Landsforbund: 87 (45).   Kilde: LO   /ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.