Minister: Statslige job redder ikke provinsen

Politik

07/05/2015 12:33

Suleman Haider

En stor investering i yderområderne, siger minister om udspil, der dog ikke lover statsjob til yderområderne.

Hvad statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) beskrev som "en blandet landhandel" af vækstinitiativer, er ifølge hendes minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), en "meget stor investering" i de danske landdistrikter.

Det fastslår Carsten Hansen, efter at hans ministerium torsdag har lagt de vækstinitiativer frem, der hører under hans område. I alt har regeringen varslet, at der vil komme 50 små og lidt større initiativer i ugens løb.

- Det handler om målrettet at give et løft på de områder, som vi har lyttet os frem til, at folk har brug for, siger Carsten Hansen.

Ministeren fremhæver, at det fremover ifølge regeringen skal være muligt at købe og sælge en flexbolig - en helårsbolig, der også kan bruges som fritidshus - hvilket man ikke tidligere har kunnet.

Samtidig vil regeringen sætte endnu flere penge af til at rive faldefærdige huse ned.

- Samlet set er det en meget stor investering, vi gør i vores landdistrikter, siger Carsten Hansen. 

- Det er nok den største investering, siden Lars Løkke Rasmussen (Venstres formand, red.) ødelagde mulighederne for udvikling i vores landdistrikter med strukturreformen og en domstolsreform, der fjernede masser af offentlige arbejdspladser i vores landdistrikter.

Spørgsmål: Hvordan kan det så være, at der ikke er noget med i udspillet om at flytte arbejdspladser ud i landet igen?

- Der er ingen, der tror man kan rulle kommunalreformen tilbage.

- Det, vi gør, er, at styrke de områder, hvor man kan skabe ny vækst og nye arbejdspladser i vores landdistrikter, siger ministeren.

Spørgsmål: Man behøver vel ikke at rulle kommunalreformen tilbage. Man kunne jo også flytte nogle andre arbejdspladser ud - har I ikke overvejet det?

- Det er jo ikke sådan, at en enkelt styrelse redder vores yderområder. Typisk skal de jo indgå i en faglig og økonomisk forsvarlig sammenhæng. Vi har ikke noget imod at kigge på det, men det er ikke det, der løfter vores yderområder, siger ministeren.

Han henviser i øvrigt til, at regeringen har nedsat et udvalg sammen med SF og Enhedslisten, der blandt andet skal se på udflytning af statslige arbejdspladser.

Ministeriet har også besluttet, at der fremover som fast praksis skal stilles krav til dækning af yderområder, når staten sætter licenser til bredbånd på auktion til de private selskaber.

Mest Læste

Annonce