Det er Folketingets statsrevisorer, der har bedt Rigsrevisionen om undersøgelsen, forklarer formand Peder Larsen (SF).
»Skat har haft den ene møgsag efter den anden. På et tidspunkt blev bægeret så fyldt, at vi simpelthen bad Rigsrevisionen undersøge alt for at få afdækket, hvorfor det så ofte går galt i Skat,« siger han.
Metroxpress kunne i går fortælle, at det fortsat for alvor sejler i Skat, hvor de blandt andet ikke afleverer regnskab til tiden, laver regnefejl for milliarder og ikke ved, om danskerne skylder dem 64,5 eller 75 milliarder kroner.
Derfor bliver kulegravningen af Skat, der forventes at være færdig til næste sommer, da også hilst velkommen på Christiansborg.
»Det er positivt, at Rigsrevisionen nu indleder den helt store undersøgelse. Det er tydeligt, at der trænger til at blive undersøgt helt til bunds på skatteområdet. Umiddelbart ser det ud til, at Skat har meget lidt styr på tingene,« siger skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF).
Det har ikke været muligt at få et interview med skatteminister Benny Engelbrecht (S), men pressechef Casper Steen Pedersen skriver i en e-mail, at ‘Skatteministeriet indgår i et løbende og konstruktivt samarbejde med Rigsrevisionen vedrørende beretningen om økonomistyringen i Skatteministeriet’.