Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, afviser, at kontanthjælpsloftet vil føre til, at flere bliver sat ud af deres bolig.
Det påpeger flere organisationer - blandt andet KL - ellers i et høringssvar.
Fattigdomsdebatten artikel
Fra ’99 til 2010 steg antallet af fattige i Danmark med 38 procent. En stabilt stigende kurve, der prikker hul i vores forestillinger om, at velfærdsmodellen kan holde borgerne ude af fattigdom. Denne samfundsudvikling kræver en grundig, konstruktiv debat, mener Per K. Larsen, der faciliterede Fattigdomsdebatten på DenOffentlige.dk.
- Lovforslaget forventes at føre til flere udsættelser og dermed også flere hjemløse, skriver KL.
- Da de fleste kommuner allerede nu har meget svært ved at finde billige boliger, er det urealistisk, at kommunerne vil kunne finde boliger til de borgere, som nu sættes ned i boligydelse.
Men det er ikke det bebudede kontanthjælpslofts skyld, hvis folk ikke har råd til at betale husleje, mener Hans Andersen.
- Grundlæggende set handler det om, at vi skal have mennesker i arbejde i stedet for på offentlig forsørgelse. Ja, økonomien er stram, når man er på kontanthjælp, for det skal give en mærkbar gevinst at tage et arbejde, siger Hans Andersen.
Det fremgår dog af lovforslagets bemærkninger, at regeringen kun regner med, at omkring 700 flere personer vil komme i arbejde som følge af forslaget.
Det er blandt andet det, der får KL, Boligselskabernes Landsorganisation og socialcheferne til at advare om flere udsættelser.
- Men jeg mener ikke, at det er indførelsen af kontanthjælpsloftet, der vil føre til, at mennesker på kontanthjælp ikke kan blive i deres lejlighed, siger Hans Andersen.
Han henviser til regneeksempler, der viser, at en familie med tre børn vil have 15.000 kroner at leve for, når skat og husleje er betalt, hvis de har en husleje på 7400 kroner, hvilket ordføreren betragter som en almindelig husleje.
- Kontanthjælpsloftet vil ikke isoleret set føre til, at flere mennesker bliver sat ud af deres bolig. Der kan være helt andre årsager. Det handler om, at kommunerne går ind med gældsrådgivning, siger Hans Andersen.
/ritzau/