"Jeg vandt 10-0, men en anden løb med pokalen"

Journalist Anders Wendt Jensen har papir på, at han ikke er voldelig, at han er sympatisk og en god far. I 7 år har han kæmpet for at være sammen med sin datter. En datter, han aldrig har set, fordi hendes mor har forhindret samværet - og systemet har ladet det ske. Nu har han skrevet en vigtig bog om sin kamp mod systemet

Journalist Anders Wendt Jensen har kastet håndklædet i ringen. I bogen “Uden min datter” beskriver han sin kamp for at få lov til at se sit barn. De mange timer til møder med Statsforvaltningen (nu Familieretshuset), advokater, breve til myndigheder, og vente på samvær, der aldrig skete.

Beskyldt for vold og selvmordstrusler
Datterens mor ønskede ikke, at datteren skulle kende sin far, og hun gjorde, hvad hun kunne for at undgå det. Igennem de sidste 7 år har hun beskyldt Wendt Jensen for vold, selvmordstrusler og stalking. Han er blevet frikendt for alle beskyldninger.

Statsforvaltningen har undersøgt hans forældreevne, der viser, at han er en god og kompetent far. Mor er flere gange blevet pålagt at udlevere barnet til samvær. Det er bare ikke sket, og mors lovbrud har ikke haft konsekvenser for hende.

“Jeg kendte ikke systemet, før jeg blev en del af det,” siger Wendt Jensen,

“Jeg er blevet renset for alle anklagerne, men jeg har ikke fået noget ud af det. Jeg har vundet 10-0, men der er en anden, der får pokalen.”

Et opråb til politikerne
Med sin bog, der udkom i tirsdags, håber Anders Wendt Jensen at kunne råbe politikere og meningsdannere op, så de får øjnene op for de huller, der er i systemet. Han kommer med en række forslag til lovændringer, som skal gøre det sværere for en forælder at forhindre samvær mellem barnet og den anden forælder.

Blandt andet foreslår han, at der som udgangspunkt skal være delt forældremyndighed mellem begge forældre, og at al post fra myndigheder sendes til begge forældre.

Advokat Pernille Lauritsen fra advokatfirmaet Strauss & Garlik synes, det er en god idé, men mener, det kan være vanskeligt at udføre i praksis:

Udfordringen er, at det i de konkrete sager kan være svært at afgøre, om der er tale om chikane.”

Wendt Jensen foreslår også, at myndighederne etablerer kontaktbevarende samvær under overvågning, så barnet ikke mister kontakten til den ene forælder, hvis den anden forælder udøver samværschikane.

Pernille Lauritsen er af den opfattelse, at Familieretshuset gerne vil tilbyde overvåget samvær:

”Men til tider kommer man dertil, hvor barnet ikke vil gå ind i samværslokalet, eller at forælderen ikke vil medvirke, for eksempel med et lille barn, som ikke kan være alene til samvær.”

Hun understreger, at det er den forælder, barnet bor hos, der bærer ansvaret for, at samværet med den anden forælder gennemføres.

“En bog til min datter”
For Wendt Jensen har det været en lettelse at skrive bogen. For eksempel er det først i forbindelse med udgivelsen, at han har fortalt sine kolleger, hvad han har været igennem de seneste 7 år. “Jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne fokusere på noget andet, og derfor sagde jeg det ikke på arbejdet”.

Han har opgivet at møde sin datter i nærmeste fremtid, men han er dog helt sikker på, at han vil opsøge hende og forsøge at etablere kontakt, når hun bliver ældre.

“Bogen er til min datter. Det er vigtigt, at hun får min version, selvom hun nok ikke ved, jeg eksisterer.”

Bogen "Uden min datter" kan købes på Saxo.com

 

Emneord: Skilsmisse, Ankestyrelse, Familier

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også