Tidligere partiformand valgt til DGI’s hovedbestyrelse

Velfærd

09/11/2015 15:05

Nick Allentoft

DGI har fået to nye medlemmer i hovedbestyrelsen. Det ene er tidligere partiformand.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Annette Vilhelmsen og Christina Hedegård blev valgt ind i DGI’s hovedbestyrelse, da DGI holdt årsmøde den 7. november i DGI-byen i København. Dermed sætter de sig i toppen af Danmarks næststørste idrætsorganisation, der tæller 6300 idrætsforeninger med 1,5 mio. medlemmer. DGI er Danmarks største leverandør af kurser, for over 50.000 deltagere i DGI’s kurser bliver hvert år klogere på foreningsliv og idrætsaktiviteter.

Annette Vilhelmsen er mest kendt for at have været formand for SF, medlem af folketinget i 4 år og minister i 1 ½. Men hun har gennem hele livet beskæftiget sig med idræt og har prøvet kræfter med alt fra fodbold til ridning, ligesom hun har undervist på gymnastikinstruktørkurser. Og hun glæder sig til at sidde på den folkeoplysende side af bordet og tilbyde sin viden og sin kærlighed til idræt.

56-årige Annette Vilhelmsen bor i Kerteminde, og hun holder sig i form ved at løbe, cykle og spille tennis i Kerteminde Tennisklub. Hun har løbet maraton tre gange i Berlin, og i sommeren 2015 cyklede hun 2.397 km fra Kerteminde til Portbou i Spanien. Til næste sommer går turen med Team Rynkeby til Paris.

Christina Hedegård fra Ringkøbing er 40 år. I sit civile liv er hun ansat som træningsvejleder for militære trænere og ledere på fem kaserner i Region Sydjylland. Og som nyt medlem af DGI’s hovedbestyrelse vil hun bl.a. arbejde for flere idrætstilbud til veteraner, politi, hjemmeværnsfolk og Beredskabsstyrelsen.

Christina Hedegård har dyrket håndbold, volleyball på landsholdsniveau, beachvolley på eliteplan, militær femkamp på landsholdsplan i 2003-2007. I dag er det især åbent vand-svømning, der trækker. Og de seneste år har hun engageret sig i idrætspolitisk arbejde, bl.a. som medlem af ledelsen i DGI Vestjylland i 2015. Hun brænder for fysisk aktivitet og de positive effekter, det giver.

Genvalg til DGI’s næstformand Birgitte Nielsen

På DGI’s årsmøde var der genvalg til DGI’s næstformand Birgitte Nielsen, der har haft posten siden 2007. Birgitte Nielsen er viceforstander på Aabybro Efterskole og bor i Saltum i Nordjylland, og hun har været med i DGI’s hovedbestyrelse siden 2001.

Desuden blev Mogens Kirkeby fra Birkerød genvalgt til DGI’s hovedbestyrelse.

Per Bang fra Silkeborg og Mona Langballe fra Odder genopstillede ikke til DGI’s hovedbestyrelse.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.